Nej, nej, nej!

TV 2's nye underholdningsprogram 'Boksen' kommer flyvende fra start og skal nok blive et pænt tv-hit. Alligevel slutter premiereafsnittet med ét stort antiklimaks, og her tror jeg, at TV 2 har begået lidt af en brøler.

Som tidligere nævnt er TV 2 ved at finde ud, af hvordan de kan erstatte 'Vild med dans' med mere streamingvenlige underholdningsprogrammer, der kan lokke flere kunder ind i TV 2 Play-butikken.

Hvor 'Vild med dans' kun får folk til at tænde for fjernsynet en enkelt aften om ugen, er der flere penge at tjene på 'tidsløse' programmer som 'Forræder' og 'Stormester', og derfor har TV 2 netop lanceret to nye underholdningsprogrammer.

Alex Vargas.
Alex Vargas. Foto: Sille Serup
Vis mere

Det ene, 'Kongens efterfølger', er opfundet i Danmark og har lidt svært ved at tage sig selv alvorligt.

Det andet, 'Boksen', er opfundet i Norge, og det virker fra start af som det mest sikre hit.

I 'Boksen' dyster 10 mere eller mindre kendte danskere om at vinde 150.000 kroner til velgørenhed.

Før hver konkurrence opholder deltagerne sig i en boks – uvidende om hvad der skal ske – og når boksdøren så går op, indtræffer et herligt kaos af panik og løben rundt med hovedet under armen.

Allerede her skiller 'Boksen' sig positivt ud fra 'Kongens efterfølger' ved, at vi får de kendte deltagere på glatis.

Det er ikke opstillet fjolle-tv, men i stedet actionfyldt og medrivende, og det er underholdende at se, når de under de forskellige konkurrencer famler rundt i blinde.

Camilla Martin er tovholder på det hele og optræder som altid med en sikker autoritet.

Hun er fra sine mange år som sportsvært vant til at holde styr på de største alfahanner og kan samtidig også udvise empati, som når deltagerne i første afsnit skal springe ud fra 12 meters højde.

Mascha Vang.
Mascha Vang. Foto: Sille Serup
Vis mere

Sammensætningen af 'kendte' er måske ikke det mest opsigtsvækkende, men flere er heldigvis dejligt umiddelbare foran et kamera – ikke mindst Mascha Vang, der allerede i første konkurrence bliver fornærmet over de andre deltageres opførsel.

Første afsnit kommer generelt stærkt fra land med tre konkurrencer, der både udfordrer deltagernes forsøg på at opretholde en høflig facade, sætter en skræk i livet hos dem, der er udfordret ved højder og formår at spænde ben for programmets stærke mand.

Og her går det så samtidig galt.

I første afsnits afsluttende elimineringsrunde vælger den lidt for ivrige Youtuber Jonas Paluch nemlig meget overraskende at udfordre den tidligere frømand Rune Viborg til duel om at få lov til at blive i konkurrencen.

Frømanden Rune Viborg, kendt fra 'Korpset'.
Frømanden Rune Viborg, kendt fra 'Korpset'. Foto: Sille Serup
Vis mere

Rune Viborg, der er kendt som instruktør på TV 2-hittet 'Korpset', skiller sig ud blandt de andre deltagere ved at kunne bevare det kølige overblik og samtidig være fysisk stærk.

Det havde netop været sjovt at se, hvad frømanden kunne udrette i den uforudsigelige konkurrence, og derfor er det drønærgerligt, at han ender med at ryge ud som den første.

Det havde selvfølgelig ikke været fair, hvis de skulle dyste på fysik, men det virker alligevel som om, TV 2 begår en brøler, da de vælger en afslutningsduel, der tydeligvis passer Youtuberen bedst.

Mens Youtuberen scenevant hygger sig over at skulle finde frem til et telefonnummer ud fra et opsat publikum, går klappen nærmest ned for Rune Viborg, og dermed er programmets måske mest interessante karakter ude, før det hele rigtig er kommet i gang.

Bortset fra det er der god fart på 'Boksen', og med en trailer der lover action til vands, til lands og i luften, skal der nok være masser at komme efter i resten af konkurrencen-