Jeg er nærmest helt rundtosset!
Simon Kvamm og hans to Hugorm-'buddies' viste lørdag eftermiddag på Tinderbox med en lang række originale indslag, hvorfor de fortsat er blandt Danmarks mest underholdende bands.
'Hold kæft, hvor er det godt', lyder det messende i et af Hugorms energiudladninger.
Siden de for et par år siden brød igennem som Danmarks nye musikalske vildbasse, er deres publikum kun blevet større og større – og man forstår 100 procent godt hvorfor.
Der er selvfølgelig Simon Kvamm.
Den perfekte indpisker, der med nærmest klinisk præcision kender alle virkemidlerne i bogen og konstant finder nye måder, hvorpå bogen kan fortolkes.
Men hans to legekammerater Árni Bergmann og Morten Gorm virker også til at få mere og mere styr på sceneshowet, og torsdag eftermiddag på Tinderbox brillerede alle tre med både musikalsk og showmæssigt overskud.
Flere af Hugorms gimmicks har efterhånden et par kilometer i benene, men det er stadig en overrumplende oplevelse at se dem bombardere publikum med sjove dansetrin, kørende sofaer og vanvittige remixes.
Det er altid fedt, når der virker til at bandet har tænkt over, hvor de befinder sig, og i Odense serverede Simon Kvamm og co. både humoristiske stikpiller til OB, en gæsteoptræden af lokalduoen Prisma, ligesom der selvfølgelig også blev uddelt brunsviger.
Det er ikke nyt, at de spiller en discoversion af 'Pianomand', men netop her på Kim Larsens sidste hjemmebane, føltes det også som om, at nummeret fik ekstra luft under vingerne.
De var gavmilde – blandt andet kom USO også kort forbi til en gæsteoptræden – og så er det ikke mindst imponerende, hvor godt de har fat om publikum, når de reelt slet ikke har nogle hits at skyde med.
En Hugorm-koncert er ikke fællessang og store omkvæd, men mere en sindssyg underholdende rusketur, hvor Simon Kvamm slår tøjlerne løs og lader sig selv og publikum give slip.
Under 'Folk skal bare holde deres kæft', lød det blandt andet: 'Dem fra B.T., EB og ikke mindst Politiken skal bare holde deres kæft', så jeg stopper her.
Men har du endnu ikke været en tur i Hugorms forlystelseskarrusel så skynd dig at indløse billet henover sommeren.
Følg B.T.s livedækning af Tinderbox HER.