En imponerende bryllupstale, en faretruende god kemi og en ekspert, der lægger et urimeligt pres på de medvirkende.

DR har skudt en ny sæson af 'Gift ved første blik' i gang, hvor særligt én ting nærmest ikke giver mening. Her får du B.T.s dom over første afsnit.

I første afsnit møder vi to af de fem nye par i form af de 32-årige københavnere Amalie og Otto og de cirka 10 år ældre Lasse og Dorthe fra udkants-København.

DR fremstiller dem som to perfekte match med flere ting til fælles, og er man en håbløs, optimistisk romantiker, er første afsnit én lang optur med Dorthes mange smil, masser af kys og en god portion sympatisk nervøsitet.

Lasse og Dorthe.
Lasse og Dorthe. Foto: Brian Lichtenstein/Snowman Productions
Vis mere

Men én deltager imponerede særligt med en nærmest hæsblæsende bryllupstale – ja, en nærmest spoken word-hidsig omgang 'ordkunstneri', som var han Emil N fra 'Bachelorette'.

Otto virkede først til at snuble lidt over ordene, men da han først kom i omdrejninger, og til sidst, som den tryllekunstner han er, micdroppede med et par snydeterninger, var det ikke kun Amalie, han blæste bagover. Stærk tale!

Selvom 'Gift ved første blik' er et kærlighedsprogram, kan det også blive alt for corny og opstillet.

For det første virker det altid dumt, når deltagerne indledningsvis skal spille overrasket, når de bliver ringet op af DR for at få at vide, at de er med. Det havde de nok regnet ud, da der sad en kamera-mand i rummet.

'Gift ved første blik'-psykolog Eivind Harbeck Johansen.
'Gift ved første blik'-psykolog Eivind Harbeck Johansen. Foto: DR
Vis mere

Ugens andet flop går til programmets psykolog Eivind, der kickstarter sæsonen med at lægge et urimeligt stort pres på Dorthe og Lasse ved at kalde dem for 'det stærkeste match nogensinde'.

Historisk set har parrene i 'Gift ved første blik' utrolig svært ved at finde kærligheden, så at Eivind slynger ud, at Lasse og Dorthes match er så stærkt, at man kun finder det én ud af 100.000 gange, virker som et kæmpe jinx.

Apropos psykolog-Eivind, så må man sige, at han i år er gået i fuld 'Robinson-mode' (Jakob Kjeldbjerg, der råber, hvor vildt det bliver, red.), når han erklærer, at de aldrig haft en stærkere pulje at matche folk ud fra.

Og det giver nærmest ingen mening.

Otto og Amalie.
Otto og Amalie. Foto: DR
Vis mere

Ligesom det hurtigt blev en joke i 'X Factor', da dommerne i starten påstod, at de ledte efter Danmarks næste store stjerne, har eksperterne i 'Gift ved første blik' for længst bevist, hvor svært det er at sætte kærlighed på formel.

Kun 3 ud af 44 par tidligere sæsoner er stadig sammen i dag, og derfor er det utroligt, at rekordmange – som DR påstår – alligevel har tilmeldt sig programmet i år. 

Udover Dorthes brede taknemmelige smil, var det Otto, der flere gange stjal billedet.

Ikke mindst da han inden brylluppet præsenterer seerne for begrebet 'The Triangle of Weirdness' – en teori der går på, at når både han selv og brylluppet er vanvittigt, duer det ikke, at det tøj han bliver gift i også er vanvittigt.

Amalie og Otto.
Amalie og Otto. Foto: Brian Lichtenstein/Snowman Productions
Vis mere

Om det var bevidst eller ej, er det sjovt, at han så ender med at vælge et lilla jakkesæt.

Et jakkesæt, der, med lidt god vilje, kan minde om det, den vanvittige Batman-skurk 'Jokeren' altid er iført.

Der krydses selvfølgelig fingre for, at alle par lever lykkeligt sammen til deres dages ende, men særligt Dorthe og Lasses kemi kom faretruende godt fra start.

Tidligere sæsoner af 'Gift ved første blik' har vist, at det kan være farligt at være SÅ glade for hinanden fra første øjeblik, således at faldet mod den grå hverdag bliver langt hårdere.

Lasse og Dorthe.
Lasse og Dorthe. Foto: Brian Lichtenstein/Snowman Productions
Vis mere

Men nu må vi se. 

I næste uge møder vi de tre andre par – og skal igennem endnu en omgang lidt forudsigelige tv-bryllupper, før vi kan komme til de mere interessante hverdagsafsnit 

Andre læser også