Søndagens to danske bronzemedaljer ved EM i cross i Antalya i Tyrkiet cementerede vejen for dansk atletik.
I de seneste ni år er det kun sket to gange, at Danmark ikke er kommet hjem med metal fra cross-EM. Medaljen er hver gang vundet i U20 og U23, mens det på seniorplan kun er Carsten Jørgensens guld i 1997, der lyser på den europæiske himmel.
I Antalya vandt det 19-årige stortalent Sofia Thøgersen, Sparta, sin anden medalje i træk. Efter sølvet i U20 sidste år i Bruxelles blev det på et veldisponeret løb og en imponerende, flot finish til bronze.
Den 18-årige brite Innes Fritzgerald var i særklasse og genvandt guldet i elegant stil foran sin landsmand Jess Bailey. Distancen var 4,5 kilometer.
Den anden medalje blev hentet hjem i holdkonkurrencen i mændenes U23, hvor Joel Ibler Lillesø blev nr. 7, Axel Vang Christensen nr. 17, Elias Shifris nr. 18 og Gustav Bendsen nr. 33.
Will Barnicoat, Storbritannien, var hurtigst på de seks kilometer, og briterne tog sig også af holdguldet foran Frankrig og Danmark.
Joel Ibler Lillesø, der var kommet direkte til Tyrkiet fra træningsophold i Sydafrika, disponerede kræfterne godt i det store felt, mens den dobbelte europamester i U20, Axel Vang Christensen, skuffende måtte nøjes med en 17.-plads. Til gengæld var tredjemanden Elias Shifris et stort lyspunkt.
EMs største stjerne, det norske fænomen Jakob Ingebrigtsen, som vinder stort set alt, hvad han stiller op i, var suveræn på seniorernes 7,8 kilometer.
Hans sejr var en magtdemonstration. Da han skruede tempoet i vejret på den sidste kilometer, var der kun én mand på banen.