Den danske dommer Kristian Hedelund får ikke mere end fire timers søvn, før han skal op og arbejde i 15 timer igen.

Det er bare et af de vilkår, som han og andre dommere må finde sig i, når de dømmer ved den store badmintonturnering Thailand Open.

Det er blandt andet noget af den kritik, som forbundet bag skal forholde sig til, skriver TV 2 Nord.

Det er det internationale badmintonforbund, BWF, der står bag turneringen, hvor danske Anders Antonsen blandt andet har sikret sig en finaleplads.

Den tidligere badmintonstjerne Joachim Fischer fortæller til mediet, at dommernes arbejdsvilkår er et stort problem for sporten:

»Der bliver nogle gange kørt et umenneskeligt pres på de her dommere, og det er det samme med linjedommerne. Det skal vi lige huske, hvis der nogle gange er en kendelse, der måske er lidt ved siden af. De sidder der ofte til meget sent, og så er de på igen næste morgen – og de fleste gør det frivilligt.«

Ifølge mediet arbejder langt de fleste linjedommere gratis.

Derudover må dommere leve med, at dele hotelværelse med en anden dommer og en dagsløn på sølle 450 kroner. 

Og så er det kun BWF-certificerede dommere, der får betalt deres flybillet, mens andre dommere selv må punge ud.

Forbundet svarer til kritikken, at de anerkender, at arbejdstiderne ikke er ideelle, men at det samtidig er en sjældenhed.