Den danske badmintonstjerne Viktor Axelsen skal skilles.
Det skriver han selv på X.
'Livet går ikke altid som planlagt. Natalia og jeg har besluttet at gå hver til sit i god ro og orden. Vores primære fokus vil være på vores to fantastiske piger og at være de bedst mulige forældre for dem i denne svære tid.'
'Vi beder venligst om, at alle respekterer vores privatliv, og vi har ikke yderligere kommentarer,' skriver han.
Viktor Axelsen vandt B.T. Guld i januar, og i den forbindelse hyldede han konen og resten af familien.
Han sagde blandet andet:
»Det er svært at beskrive, hvor vigtig Natalia har været.«
Parret mødte hinanden tilbage i 2011, hvor de begge var en del af badminton-elitemiljøet i Brøndby. Og det er en stor fordel, at de begge har samme baggrund, understreger Axelsen.
»Hun ved, hvad det vil sige at være i denne verden. Hun kender mig jo, fra da jeg var helt ung og lige var kommet til København. Hun ved, hvor ekstrem jeg har været – og hvordan jeg er skruet sammen.«
I februar købte den danske OL-guldvinder en bolig i centrum af Odense.
Prisen lød på 2.950.000 kroner.
Til Ekstra Bladet sagde Axelsen dengang.
»Det giver mening med en investering i Odense, når jeg er fra byen. Den skal lejes ud på en længerevarende kontrakt. Vi er ikke på vej hjem.«
Axelsen bor med sin kone, Natalia Koch Rohde, og parrets to børn, Vega på fire år og Aiya på to år, i Dubai. Det har familien gjort siden 2021.
31-årige Axelsen har de seneste år haft sin kones far, Henrik "PK" Rohde, som træner. For et par måneder siden blev det dog meldt ud, at der skrues ned for samarbejdet, da Henrik "PK" Rohde havde fået nyt job.
Axelsen er blandt andet dobbelt olympisk mester i herresingle fra 2021 og 2024. Han vandt VM-guld i 2017 og 2022, men røg ud i kvartfinalen ved verdensmesterskaberne på hjemmebane i København i 2023.