En stor pose penge og »hej hej.«

Det har 20.000 Volkswagen-ansatte sagt ja tak, skriver Bild.

Pengeposens størrelse afhænger af, hvor længe de har været ansat. Beløbet går helt op mod 400.000 euro, eller lige knap 3 millioner kroner.

Det kommer som led i en større spareplan, hvor bilgiganten vil af med 35.000 ansatte, fordi bilgiganten har været under pres de seneste år på grund af lavere efterspørgsel.

De færre medarbejdere er blot ét skridt i en større spareplan, der skal bringe omkostninger til personale ned med omkring 1,5 milliarder euro om året. Det svarer til omkring 11 milliarder kroner.

I marts fremlagde den tyske gigant sit seneste regnskab, der viste et fald i overskuddet på 31 procent sammenlignet med året forinden.

Men regnskabet viste også en anden tendens: At efterspørgslen på elbiler er stigende i Europa.

De modtog således i 2024 88 procent flere ordrer på rene elbiler end året før. Og kigger man på salgslisterne i Danmark i 2025, kan noget tyde på, at den udvikling kun er fortsat, hvor Tesla-salget er styrtdykket, og VW-koncernen sidder på tungt på salgslisterne.