I maj 2024 kostede et parcel- eller rækkehus på 140 kvadratmeter i gennemsnit knap 2,9 millioner kroner på landsplan.

Men det seneste år er udbudspriserne steget med 5,5 procent, og dermed koster et typisk parcelhus nu – for første gang nogensinde – over tre millioner kroner.

Det skriver Finans Danmark i en pressemeddelelse.

En stigning på 5,5 procent kan dog ikke gøre det, når vi taler om Østsjælland, Københavns omegn og København by.

Priserne i disse landsdelene er steget med henholdsvis 12,4, 11,6 og 10,5 procent det seneste år.

Den gennemsnitlige kvadratmeterpris for parcel- og rækkehuse i Danmark ligger i 2025 på 21.525 kroner.

I Østsjælland lyder prisen på 32.475 kroner per kvadratmeter, mens den i Københavns omegn og København by ligger på henholdsvis 51.296 og 68.452 kroner per kvadratmeter.

Ikke nok med, at priserne er steget, er udbuddet også faldet med 235 boliger siden maj sidste år.

Dette er et fald på 0,7 procent.

Udbuddet af boliger i København by og Københavns omegn er faldet med henholdsvis 11,4 og 9,5 procent.

Der er dog stadig optimisme at spore – i hvert fald blandt boligsælgerne, siger Peter Jayaswal, underdirektør for Realkredit, ejendomsfinansiering og samfundsomstilling i Finans Danmark.

»Usikkerhederne fra den anden side af Atlanten har ikke påvirket optimismen på det danske boligmarked. Boligsælgerne er fortsat optimistiske og sætter deres huse til salg til stadig højere priser. På landsplan har udbudsprisen for et typisk parcelhus nu for første gang passeret tre millioner kroner.« 

»Optimismen kan hænge sammen med de faldende renter og de pæne lønstigninger, som mange husholdninger har oplevet det seneste år. Både de økonomiske vismænd og Økonomiministeriet forventer, at boligpriserne vil stige i år – så det bliver interessant at følge udviklingen i den kommende tid,« siger han.