Mattias Skjelmose har ikke heldet med sig for tiden, kan man vist roligt sige. 

Og lørdag gik det endnu en gang galt for den danske cykelstjerne. 

Mattias Skjelmose udgik af det amerikanske endagsløb Maryland Classic efter at have været styrtet.

Det skriver arrangørerne bag Maryland Classic på løbets X-profil.

Det samme gjorde sig blandt andet gældende for Skjelmose under dette års Tour de France, hvor han udgik efter 14. etape efter et blodigt styrt. Ligesom han også udgik fra Paris-Nice i marts og under Baskerlandet Rundt i april.

Styrtet sker 22 dage inden, at der skal køres VM i Rwanda, hvor Skjelmose er udråbt som dansk kaptajn på en bjergrig rute, der ligger godt til danskeren.

Skjelmose røg i asfalten i et solostyrt på brostenen i Baltimore og landede hårdt ned på sin højre side.

Efterfølgende tog danskeren sig til sin højre arm, som han slet ikke var i stand til at bruge.

Han formåede i første omgang at kæmpe sig tilbage på cyklen, men måtte kort efter opgive og udgik af løbet.

Mellem de mange uheld viste danskeren i endagsløbet Amstel Gold Race i april prøver på sit høje topniveau, da han satte stjernerne Tadej Pogacar og Remco Evenepoel til vægs i en spurt og tog sejren.