»Jonas fik simpelthen ikke stillet de rigtige spørgsmål efter i dag.«
Udmeldingen kommer fra B.T.s Tour de France-ekspert Bjarne Riis, kort efter Jonas Vingegaard udtalte sig til pressen efter søndagens etape.
Her kom den danske stjernerytter blandt andet ind på en spøjs situation, hvor han blev fanget bag et styrt og måtte kæmpe sig op til den forreste gruppe hos Tadej Pogacar.
Men det var ikke Bjarne Riis ikke glad for, da han sender en lille bredside til medierne.
»For mig var det indlysende at spørge om, hvorfor Jonas ikke angreb i dag. Han havde den bedste mulighed med den sidste stigning foran sig, og to mand i udbrud, der kunne køre ham hjem, hvis han havde muligheden,« siger han.
»Det er sådan set ligemeget, om Pogacar sad med eller ej. Giv det dog et forsøg, for sådan en mulighed får han ikke igen.«
På de 169 kilometer mellem Muret og Carcassone var Victor Campenaerts og Wout van Aert kørt i udbrud, men hensigten var at køre om etapesejren og ikke at hjælpe Jonas Vingegaard.
På papiret var den kuperede etapen måske heller ikke den mest oplagte at tage tid på, men med et par hårde stigninger og et tidstab på mere end fire minutter til Tadej Pogacar, der skal hentes i det samlede klassement, var der her en gylden mulighed, mener Bjarne Riis.
»Den sidste stigning var faktisk hård, og jeg synes, det er en skam, Jonas ikke udnytter muligheden, når der også er hviledag mandag. Han har intet at miste og skal prøve.«
De seneste dage har manden i gult også forklaret, at han er lidt sløj, og det indbyder endnu mere til et angreb, siger Riis.
»Nu hørte jeg også Pogacars interview efter løbet, hvor han var hæs i stemmen. Det vil altså sige, at han har noget i halsen. Måske ikke meget, men han har noget. Jeg tror ikke, han er synderligt svækket, men I don’t know, det ved vi ikke, medmindre han tester ham.«
»Det bliver tilfældighedernes spil for Visma. Vær nu lidt strategiske. De havde to mand ude foran. Hvorfor spørger holdet ikke Jonas, om han har benene til at angribe? Om de kan gøre noget for at hjælpe ham? Det er ikke engang på tale, det er tydeligt.«
Der foreligger selvfølgelig også den mulighed, at Jonas Vingegaard simpelthen ikke havde energien til at sætte en offensiv ind.
Men så skal danskeren sige det, forklarer Riis. Så havde man undgået spekulationer.
»Havde Jonas ikke benene, så fint nok, men fortæl os det i det mindste. Så lukker vi den dér. Men der er en potentiel småsyg Pogacar, han skal da testes. Vi spiller ikke med synd i Tour de France.«
»Men det har slet ikke været oppe på deres strategiboard – det virker i hvert fald ikke sådan,« lyder det og fortsætter.
»Wout van Aert har højere prioritet end at være strategisk for at vinde Tour de France. Kom nu lidt. Jonas er stadig jeres bedste bud på et resultat. I stedet ligger van Aert og kører helt til grin for en tredjeplads, hvor han bliver slået af Alaphilippe i spurten.«
Wout van Aert endte etapen som nummer fire, mens Vismas Victor Campenaerts kom i mål som nummer to.