Et vanvittigt soloridt endte lykkeligt for UAEs Marc Soler, der snupper sejren foran næsen på konkurrenterne - og hans eget hold, der nu har vundet vanvittige syv etaper ud af i alt 14 styk.
UAE så på et tidspunkt ud til, at de hellere ville gøre livet surt for Jonas Vingegaard, end de ville lade Soler vinde 14. etape af Vueltaen.
Men selvom holdet brugte både krudt og kugler på at sætte Jonas Vingegaard, ville danskeren ikke slippe.
Omvendt ligner det, at danskeren heller ikke har overskuddet til andet end at forsøge at sætte Joao Almeida med et par hundrede meter til mål.
I dag slog han portugiseren med en cykellængde og kommer ind som nummer to, hvor han vinder to bonussekunder.
Men han spiller uomtvisteligt et farligt spil.
Det var held i uheld for Jonas Vingegaard i dag, hvor Visma overlod al kontrol til UAE.
Han kan jo ikke vide, hvor gode ben Almedia har, eller om de kører ham i front til på et eller andet tidspunkt at udføre et kup på den røde førertrøje.
I går viste danskeren sårbarhed, da han lod Almeida om al initiativet. Han slap ham ikke, men han viste heller ikke nogen tegn på overskud. I dag var en gentagelse.
48 sekunder er ikke meget, og man kan ikke vide, om Vingegaard og Visma har kigget på de to seneste etaper og vurderet, at det ikke er her, man smider alt på et bræt.
Men hvis det fortsætter sådan - med Vingegaard på hjul af Joao Almeida i et spil katten efter musen - bliver det et unødvendigt spændende cykelløb i de kommende dage.
Han hedder Mads P., og hans navn står på den grønne trøje ved dette års Vuelta.
Det er svært at se, hvordan den danske pointmaskine fra Tølløse skal komme hjem uden en grøn souvenir.
Med danske briller befinder vi os i et absurd scenarie, hvor den eneste, der med nogen sandsynlighed kan stjæle trøjen fra ham, er Jonas Vingegaard.
Men det ville kræve et vildt etapesejr-raid fra bjerggeden.
UAE havde flere soldater med i det store udbrud, blandt andet Marc Soler, der førte helt til det sidste, men med 50 kilometer igen smed Vingegaards største konkurrenter alligevel kul på godstoget i fronten af feltet, som de holdt kørende i tophastighed meget, meget længe.
Selv udstødte Juan Ayuso måtte trække et ordentligt læs foran feltet, som den medgørlige luksus-hjælperytter han burde være.
Det var et klart signal fra Almeida og co. om, at de ikke er kommet for enkelte etapesejre og alternativ hæder.
De vil stå allerøverst på podiet, når Vueltaen når i mål efter 21. etape, koste hvad det vil.
Men det var alligevel absurde scener, da det lignede, at det skulle være Marc Solers eget hold, der skulle tage sejren fra ham efter et enormt udbrudstogt.
Jonas Vingegaard skal fortsat have øjne i nakken søndag, men det er mere sandsynligt, at der stikker et udbrud af, da de største stigninger er afviklet med 100 kilometer igen.
Det er i højere grad senór Mads Pedersen som skal køre ræs i morgen.
En etapesejr vil virkelig cementere hans grønne trøje, og så ville det være rart at se noget initiativ fra Vismas side, selvom der ikke er store bjerge på menuen på 15. etape.
1. Marc Soler 3h48'22''
2. Jonas Vingegaard +0'39''
3. Joao Almeida
4. Jai Hindley +0'43''
5. Felix Gall +0'48''
6. Giulio Pellizzari +0'53''
7. Matthew Riccitello
8. Tom Pidcock
9. Sepp Kuss
10. Finlay Pickering +1'25''