Æv, æv og atter æv. Jonas Vingegaard var igen chanceløs mod Tadej Pogacar på en etape, der blev et dansk antiklimaks. 

Her får du B.T.s dom fra Tourens kongeetape, der blev vundet af Ben O'Connor.

Det var alt andet end det, vi havde ønsket os på Tourens kongeetape - men Jonas Vingegaard havde ikke en dårlig dag. Det var på det jævne efter hans egne standarder.

Problemet var bare, at der var behov for en blændende dansk præstation, hvis vores gule drømme skulle holdes i live. Den kom aldrig.

Kuppet virkede ellers realistisk helt til bunden af dagens finalestigning, men derfra sev Tour-håbet stille og roligt fra Jonas Vingegaard, som var det luft fra et småpunkteret cykeldæk.

I sidste ende tabte han igen en sjat sekunder til Tadej Pogacar på en dag - der, ja - blev et stort dansk antiklimaks. For der skulle en del mere til for at ryste den slovenske troldmand.

Det ser for alvor grelt ud med den danske Tour de France-sejr, og nu tør vi faktisk godt sige det. Der skal et mirakel til - intet mindre - for at se Jonas Vingegaard i gult i Paris. Tour de France 2025 bliver slovensk.

Som du kan læse længere nede så alt ellers lovende ud for Visma, der havde rullet den røde løber ud for Jonas Vingegaard med en veludført plan og solid opbakning til danskeren.

Men thyboen kunne ikke sætte kniven ind. Hans angreb kom for sent og var desværre mere sløv brødkniv end knivskarp schweizerkniv.

I stedet for en dansk fest fik vi grimme mindelser om Isola-etapen sidste år, hvor vi så noget af det samme scenario. Der var lagt op til århundredets kup, men de danske ben var der bare ikke.

Jonas Vingegaard forsøgte på dagens etape, men det var ikke nok.
Jonas Vingegaard forsøgte på dagens etape, men det var ikke nok. Foto: Loic Venance/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Det lignede en veludført Visma-plan, der var perfekt orkestreret... Lige indtil vi nåede over dagens næstsidste stigning, Col de la Madeleine.

Dernæst fulgte et dalstykke, hvor luften gik af ballonen, og det hidsige tempo fra den første del af etapen blev erstattet af et waiting game fra Vingegaard og Pogacar. De kørte så langsomt, at de fik en håndfuld holdkammerater op til sig, og derfra tænkte man: 'YES. Nu har Jonas igen holdkammerater til at presse Pogacar med.'

I stedet blev det en gedigen maveplasker. Visma-stjernerne kunne slet ikke lægge et hårdt nok tempo på stigningen, og derfor tog Pogacars tropper affære for at sætte tempoet op ad Col de la Loze - og til sidst kørte Pogacar kontra og stak fra Jonas Vingegaard.

Manden i gult har haft mareridt om Col de la Loze, hvor han kom med den ikoniske 'I'm gone, I'm dead'- melding for to år siden. Men fredag virkede den som en sød og overkommelig oplevelse for Tadej Pogacar.

Matteo Jorgenson var gået i udbrud og agerede forpost for Jonas Vingegaard på Col de la Loze.
Matteo Jorgenson var gået i udbrud og agerede forpost for Jonas Vingegaard på Col de la Loze. Foto: Sarah Meyssonnier/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Eller rettere sagt, hørte du det?

For TV 2s kommentatorboks havde fået besøg af Jakob Fuglsang, der var med til at guide seerne gennem årets kongeetape.

Og det pyntede virkelig med den snart tidligere cykelrytter under kommenteringen, hvor han kunne øse ud af sin store erfaring og mange anekdoter om blandt andet Tour de France, Bjarne Riis og Schleck-brødrene.

Det gjorde godt for TV 2s dækning, der desværre har lidt under Rolf Sørensens fravær for andet år i træk ved verdens største cykelløb.

Tiden er kommet - den er faktisk ved at rinde ud, og fredag er absolut sidste chance for at tage tid i det samlede klassement.

For der skal ske noget uhørt, hvis lørdag og søndag skal ændre noget som helst i toppen af klassementet.

Men fredag er der 4.700 højdemeter på tapetet, og dagen afsluttes i øvrigt med 19 kilometer opad på vej til La Plagne.

Inden da skal der forceres fire kategoriserede stigninger. Mon ikke 95 procent af feltet tænker: 'Det er løgn,' når de kaster et nyt blik på fredagens etapeprofil, efter dagens brutale strabadser. Det bliver grimt. Igen-igen.

1. Ben O'Connor - Team Jayco AlUla
2. Tadej Pogacar - UAE Team Emirates +1:45''
3. Jonas Vingegaard - Team Visma-Lease a Bike +1:54''
4. Oscar Onley - Team Picnic PostNL +1:58''
5. Einer Rubio - Movistar Team +2:00''
6. Felix Gall - Decathlon AG2R La Mondiale Team 2:25 ''
7. Primoz Roglic - Red Bull-Bora-hansgrohe +2:46''
8. Adam Yates - UAE Team Emirates +3:03''
9. Tobias Halland Johannessen - Uno-X Mobility +3:09''
10. Sepp Kuss - Team Visma-Lease a Bike +3:26''