Jonas Vingegaard fik stjålet den røde førertrøje af en norsk rytter. Men hvad der virkelig fik os til at spærre øjnene op var en voldsom nedtur, det var på grænsen til det pinlige.
Her får du dommen fra sjette etape i Vueltaen, vundet af UAE-rytteren Jay Vine.
Jonas Vingegaard er ikke længere hovedpersonen ved Vuelta a España.
Danskeren smed den røde førertrøje på det første, store bjergslag, men det skyldtes på ingen måde en kortslutning eller en nedtur – det var til gengæld et udbrud, der vendte op og ned på det samlede klassement. Nu er danskeren to minutter og 33 sekunder efter førstepladsen.
Til gengæld lignede han en mand i fuld kontrol på de afgørende kilometer, da Giulio Ciccone åbnede angrebsballet og lignede den stærkeste af Tour-stjernens modstandere.
Umiddelbart en fin dag, uden at man kan drage særligt store konklusioner, fordi det hele blev neutraliseret til sidst – og mange af favoritterne kørte i mål sammen. Bortset fra en, der overraskende blev parkeret fuldstændig. Det kan du læse mere om længere nede.
Er Jonas Vingegaards største modstander slet ikke en UAE-rytter, men i virkeligheden en helt anden?
Det lignede det torsdag, da Giulio Ciccone var den eneste, der kunne følge Vingegaard, når danskeren trykkede på Cervélo-speederen - i første omgang. Senere kom der samling på tropperne, hvor Almeida også så farlig ud.
Til gengæld var det grænsende til det pinlige, at Juan Ayuso blev sat på det sidste bjerg på et tidspunkt, hvor det var en decideret katastrofe, at han ikke kunne følge med.
Med ét blev UAEs strategi med to kaptajner slagtet fuldstændig. Det var slet ikke til at begribe, at det kunne ske.
Vi har stadig en dansker i grønt, og det er nu engang det vigtigste.
Men det er ikke på etaper som denne – og heller ej fredagens – at pointtrøjens skæbne bliver beseglet.
Etapen mellem Olot og Pal i Andorra blev en relativt overkommelig dag for Mads Pedersen, som var på arbejde for kaptajn Ciccone.
Tyren fra Tølløse smadrede sig selv på dagens næstsidste stigning for at køre holdkammeraten i stilling, og så råbte han ellers adios og sagde tak for i dag.
En nordmand, der stjæler den røde trøje fra Jonas Vingegaard …
Indrømmet, det var ikke lige det scenario, vi drømte om. For når det endelig skal være, hvorfor i alverden skal det så være en af vores naboer – og rivaler – der skal snuppe den røde rustning?
Torstein Træen er ny mand på Vuelta-tronen, hvilket må være det ubestridt største i klatrerens karriere. Det eneste, der taler for, at vi under Norge det, er, at Danmark er den klare storebror i det store cykelbillede.
Alt det her er selvfølgelig skrevet med et glimt i øjet, men jeg håber ikke, at Berlingske Medias ejer, Amedia, læser med.
Så har feltet for alvor ramt den nordlige del af Spanien og Andorra.
For selvom Den Iberiske Halvø oftest forbindes med sol, strand og grisefest på charterhoteller fyldt med turister, så er virkeligheden en noget anden i den nordlige del af landet.
Torsdag vekslede det mellem flotte solstråler og decideret modbydeligt vejr, hvor himlen åbnede sig af flere omgange og det sjaskede med vand ned på Vuelta-feltet.
Det kan umuligt have været en fornøjelse at sidde på landevejene på denne sjette etape.
Vi gør det hele igen i morgen.
Med start i Andorra og mål i spanske Cerler skal rytterne forcere fire stigninger i løbet af de 187 kilometer. To af dem er kategori et, og to er i anden kategori.
De 4483 højdemeter slutter på toppen af det sidste bjerg, og derfor kan vi med rette have store forventninger og drømmende forhåbninger til de danske vinderchancer.
Sagt på en anden måde, så bliver det endnu en dag for Jonas Vingegaard.
1. Jay Vine – UAE Team Emirates
2. Torstein Træen – Bahrain-Victorious +0:54''
3. Lorenzo Fortunato – Astana-XDS +1:10''
4. Bruno Armirail – Decathlon AG2R La Mondiale Team +1:15''
5. Pablo Castrillo – Movistar Team +1:52''
6. James Shaw – EF Education-EasyPost +2:05''
7. Louis Vervaeke – Soudal Quick-Step +2:15''
8. Ramses Debruyne - Alpecin Deceuninck +2:19''
9. Archie Ryan - EF Education-EasyPost +2:42''
10. João Almeida - UAE Team Emirates +4:19''
11. Jonas Vingegaard - Team Visma-Lease a Bike ''