Én særlig dansker udmærkede sig på en laaang Tour-etape, som vi aldrig får igen – og heldigvis. For langt hen ad vejen var det hamrende udramatisk og helt uden puls i det franske.
Her får du B.T.s dom fra 8. etape i Tour de France, der blev vundet af Jonathan Milan i en massespurt.
Luk øjnene og forestil dig, hvordan Tobias Lund Andresen ser ud.
Langt de fleste ville formentlig være i knibe, men lørdag var det ham, der blev det danske højdepunkt. Et stort fire-tal og en flot sjetteplads til Tobias Lund Andresen på den flade fornøjelse med afslutning i Laval.
For første gang i årets Tour blandede den relativt ukendte dansker sig i den afsluttende massespurt og kørte sin egen chance, og selvom en sjetteplads kan virke middelmådigt, så er det ekstremt flot af den 22-årige Picnic-rytter i sit første Tour de France.
Lund var oppe mod klodens bedste sprintere og viste, at man kan regne med ham - han får uden tvivl flere chancer i løbet af årets Tour. Hold øje med ham, for det lugter af starten på en smuk Tour-kærlighedshistorie.
Sejren blev ikke dansk, og i stedet var det Jonathan Milan - det italienske sprinteres, der satses på i stedet for Mads Pedersen hos Lidl-Trek - der snuppede etapesejren.
Aldrig Tour de France uden en Tour-lur hist og her.
Lørdag var der rigeligt med tid at tage et pitstop på langs på sofaen, for der kan INTET udledes ud fra dagens sprinteretape i forhold til det samlede klassement.
Helt som forventet var etapens underholdningsværdi på højde med en tre timer-lang dokumentarfilm om franske snegle, og derfor er det eneste, der kan siges, at alt er status quo for Jonas Vingegaard.
Han nåede gennem etapen, akkurat som han skulle, og undgik et dumt styrt, der kunne have svækket ham eller endda sendt ham ud af løbet. I stedet blev der holdt lidt på benzinen frem mod de resterende 13 etaper.
På en etape, der sugede livsglæden ud af de fleste, var det et helt andet drama, der stjal overskrifterne.
For en særlig episode mellem Matteo Jorgenson og Tadej Pogacar på fredagens etape blev stordiskuteret, hvor man ser manden i gult skubbe til Jonas Vingegaards holdkammerat, så sidstnævnte misser en dunk i forplejningszonen.
Ifølge Pogacar har Visma ofte brugt det beskidte trick at komme i vejen, når han selv skal tanke op i forplejningen, og optrinnet bidrog til den cykelmæssige krig, der lige nu ser ud til at udspille sig mellem de to cykelmastodonter.
UAE og Visma har virket til at gå hinanden på nerverne – og rivaliseringen ser ud til at leve i bedste velgående.
Der bliver talt taktik og snedige træk mellem sportsdirektører og ryttere på holdradioen, men indimellem kan det også bruges til noget helt andet.
Det viste UAE og Tadej Pogacar på lørdagens langgaber. Du kan se klippet herunder.
Med 90 kilometer tilbage af dagens strabadser skulle den gule trøje opdateres på, hvordan det var gået i kvindernes Giro d'Italia, som hans kæreste, Urška Žigart, lige nu deltager i.
Umiddelbart var der gode nyheder for Pogacar, da fruen var kommet i mål som nummer syv i det italienske. Han fik også lige en opdatering på Tour of Austria, der blev vundet af UAE-holdkammeraten Isaac Del Toro.
Et godt råd herfra: Nyd din lørdag aften!
Du behøver hverken gå tidligt i seng eller holde igen med de kolde øl, for du behøver slet ikke bekymre dig om en eventuelt kort nat.
Søndag kan du passende parkere korpusset på sofaen fra klokken 13.25 og sætte vækkeuret til cirka klokken 17.
En solid lur på 3,5 time, der burde spare dig for ørkenvandringen af en flad søndagsetape, hvor du vågner lige i tide til afgørelsen. Selv tak!
1. Jonathan Milan - Lidl-Trek
2. Wout van Aert - Team Visma-Lease a Bike ''
3. Kaden Groves - Alpecin-Deceuninck ''
4. Pascal Ackermann - Israel-Premier Tech ''
5. Arnaud De Lie - Lotto ''
6. Tobias Lund Andresen - Picnic PostNL ''
7. Bryan Coquard - Cofidis ''
8. Alberto Dainese - Tudor Pro Cycling Team ''
9. Vincenzo Albanese - EF Education-EasyPost ''
10. Stian Fredheim - Uno-X Mobility ''