Det var en god idé at se med denne søndag, hvis du kan lide vanvittigt cykelløb. Men en særlig hændelse omkring Jonas Vingegaard fik os til at spærre øjnene op – og danskeren virker ikke længere som Vismas førsteprioritet.
Her får du B.T.s dom fra en eksplosiv dag i Tour de France, der blev vundet af Pogacars holdkammerat Tim Wellens.
Kan du huske, hvornår du sidst har set Michael Valgren i et Tour de France-udbrud?
Det kan vi heller ikke, men det var et skønt gensyn. Danskeren i lyserødt fik langt om længe ramt den rigtige gruppe på en helt vanvittig etape og vist, at han har niveauet til at spille en rolle i verdens største cykelløb.
Togtet blev ikke den succes, som EF-rytteren havde drømt om, for sejren glippede. I stedet blev det til en hårdt tilkæmpet niendeplads for Valgren, der fortjener stor ros.
Uanset hvad må denne her lune gevaldigt for Golden Retrieveren fra Thy.
Har Visma-Lease a Bike opgivet at besejre Tadej Pogacar? Selvom vi ikke kan levere et stensikkert svar, er der noget, der tyder på det.
For mens Jonas Vingegaard gentager, at han ikke har givet op, ligner han slet ikke førsteprioriteten hos hans hollandske arbejdsgiver.
Søndag blev det endnu engang udstillet, da den danske verdensstjerne virkede underligt alene under en særlig hændelse først i løbet, som du kan læse mere om i 'Så du det'-afsnittet.
I sig selv var det ikke et problem, at holdet satsede på Victor Campenaerts og Wout van Aert i jagten på en etapesejr – men er det ikke en mærkelig prioritering at sende en mand som van Aert i udbrud, når han har lignet en skygge af sig selv under Tour de France?
Vi havde forstået det, hvis han havde været flyvende – men det er slet ikke tilfældet.
Imens han tonsede afsted på et togt, der virkede tæt på umuligt, var Jonas Vingegaard altså udsat nede i feltet. Og for anden i streg virker etapesejren vigtigere end det samlede klassement for Visma.
Er det mon tid til et holdskifte, Jonas Vingegaard? Spørgsmålet er værd at stille.
Hvis du godt kan lide kamikaze-cykelløb, kunne du ikke have bedt om mere end det, vi så på søndagens etape.
Der var drama for alle pengene under dynamitdagen til Carcassone, hvor der blev blæst til angreb fra stort set alle hold. En Tour-etape, når den er bedst: Det var hamrende umuligt at bevare overblikket. Det var så svært, at Julian Alaphilippe ved en fejl troede, at han vandt etapen – selvom han kun kørte sig til en tredjeplads.
Desværre for Vingegaard og Visma var epilogen desværre, som den allerede har været mange gange under Tour de France.
UAE vandt til sidst, denne gang efter fænomenal kørsel af Tim Wellens, der ligner den nye Wout van Aert... og så fik Pogacars hold igen jordet Visma.
Der var ikke engang kørt en time af dagens cykelløb, da et stort styrt involverede flere af Tour-favoritterne – herunder løbets treer, Florian Lipowitz.
Jonas Vingegaard var ikke selv nede i asfalten, men danskeren blev fanget bag sit styrt – og i stedet for at få hjælp til at komme tilbage, lå hans holdkammerater Victor Campenaerts og Wout van Aert og trykkede speederen i bund forrest i feltet.
Det var en smule rystende at se, hvordan Lipowitz eksempelvis fik sendt oppassere ned for at komme tilbage til hovedfeltet, og kontrasten var enorm til Vinge alene i Verden, der måtte klare ærterne selv.
I sidste ende åd måtte han æde den selv for at lukke hullet optil. Hvad er det for et signal at sende, Visma?
Hviledag er denne gang lig med pressedag for Jonas Vingegaard!
I tirsdags var der lukket af for medierne på Tourens første hviledag, men mandag bliver det anderledes.
Her åbner Visma og Vingegaard op for pressen, hvor vi formentlig kan få en status på ham og holdets strategi i Tourens sidste uge.
Feltet har bare at nyde fridagen, for tirsdag går det igen amok igen, når Mont Ventoux står på menuen.
1. Tim Wellens – UAE Team Emirates
2. Victor Campenaerts – Team Visma-Lease a Bike +1:28''
3. Julian Alaphilippe - Tudor Pro Cycling Team +1:36''
4. Wout van Aert - Team Visma-Lease a Bike ''
5. Axel Laurance - INEOS Grenadiers ''
6. Aleksandr Vlasov - Red Bull-Bora-hansgrohe ''
7. Jasper Stuyven - Lidl-Trek ''
8. Jordan Jegat - TotalEnergies ''
9. Michael Valgren - EF Education-EasyPost ''
10. Valentin Madouas - Groupama-FDJ''