Tadej Pogacar legede igen med Jonas Vingegaard og resten af favoritterne. Et kedeligt faktum, hvis du håber på dansk Tour-succes.

Her får du B.T.s dom fra syvende etape af Dauphiné, der blev vundet suverænt af Pogacar. 

Av, av, av, av! 

Visma havde gjort forarbejdet, de forsøgte at isolere Pogacar - men ene ulv åd han alle fårene. Og hyrden med. 

For det da endelig gjaldt på dagens kongeetape, huggede den slovenske superstjerne et så potent slangebid i danskeren, at Vingegaard måtte acceptere sin slagne skæbne. 

Der var simpelthen ingen modgift. En kolossal nedtur for det store danske Tour-håb. Pogacar legede med ham efter behag. 

For anden dag i træk slog Tadej Pogacar en fed, fed streg under, at han er manden, man skal slå til årets Tour de France. Han satte ikke bare Vingegaard og de andre favoritter suverænt lørdag. Det gjorde han også søndag. Han ØDELAGDE dem. Han vil dominere, han vil eje alle løb, han kører. 

Det er en uhyggelig vindermentalitet. Og for danske Tour-fans har denne weekend indtil videre været en kold spand vand i hovedet. 

Kører Pogacar fortsat sådan om få uger, er der intet håb. Hverken for Vingegaard eller nogen andre. 

Har Visma planlagt det hele forkert? Med Dauphiné overstået søndag har Vingegaard kørt knap tre løb på 10 måneder. Det har givet al tid i verden til at få styr på træningen, forberedelserne, de sidste detaljer. 

Skulle man have overvejet lidt mere konkurrence i programmet for danskeren? Hmm, måske, men hvad nytter det, når man står overfor et monster som Pogacar? 

Alt tyder på endnu en Pogacar-opvisning søndag på den løbets sidste etape. Her kan Vingegaard måske se frem til et trist hattrick, hvis sloveneren igen har taget spanskrøret med. 

For der venter en voldsom finale på Val Cenis, hvor det er oplagt at forvente mere fyrværkeri fra Tour-favoritten. 

Omvendt skal Vingegaard håbe på, at han kan vise lidt mere end de seneste dage og få kæmpet sig tilbage mentalt inden Tour de France. 

Men det ser lige nu ret usandsynligt ud. 

1. Tadej Pogacar
2. Jonas Vingegaard + 0.14
3. Florian Lipowitz + 1.21
4. Tobias Johannesen + 2.26
5. Remco Evenepoel + 2.39
6. Ben Tulett + 3.48
7. Enric Mas + 3.48
8. Emanuel Buchmann + 3.51
9. Carlos Rodriguez  + 3.51
10. Guillaume Guyonnet + 3.51