Alberto Contador var stolt af sit hold efter fredagens etape. Nu skal der angribes i Alperne, lover han.
 
Pludselig rykkede Saxo-Tinkoff. Med stil. Både nummer ét, Chris Froome, og toeren i klassementet, Alejandro Valverde, blev sat, og Alberto Contador kunne efter endt etape kravle op på tredjepladsen i klassementet.

Det danske hold tog 1,10 min. på Froome på etapen, således at Contador nu kun er 2,45 min. efter Froome i kampen om den gule trøje.

- Jeg er enormt stolt af mit hold, og for det show, vi også lavede. Det har været en stor etape. Vi har vist, at vi alle har det samme mål for øje - at kæmpe for sejren, og det har helt sikkert været en stor dag for Saxo-Tinkoff, siger Alberto Contador på holdets hjemmeside.

- Jeg er meget tilfreds med dagens etape. Hvis nogen havde fortalt mig før starten, at vi skulle genvinde 1.10 minutter, ville jeg ikke have troet det. Holdet var simpelthen ekstraordinært bedre end de andre i dag, siger han og fortsætter:

- I første omgang forblev vi rolige, fordi Alejandro Valverde havde et uheld, og vi besluttede os for ikke at deltage i føringsarbejdet, men i sidste ende bemærkede vi, at flere ryttere var i problemer, mens vores ryttere var meget stærke, og vi besluttede for at støde til. Bennati startede med at føre og på den første kilometer kørte han som en motorcykel, og gruppen blev smadret i tusinde stykker, siger Contador.

Selv om holdet havde stor succes fredag, skal der mere til, erkender spanieren. Han proklamerer angreb i Alperne.

- Jeg bliver nødt til at tage hatten af i respekt for alle mine holdkammerater, fordi de har demonstreret Saxo-Tinkoff's holdånd på landevejen i dag. Men at være på 3:57 eller 2:45 efter Froome ændrer ikke så meget i den samlede stilling. Vi er stadig tvunget til at gå til angreb i Alperne. Touren rummer stadig svære etaper, og tusind ting kan opstå. Nu skal vi restituere, for i morgen er der endnu en dag, siger han.