I de seneste uger har en opsigtsvækkende debat udspillet sig mellem de to cykeleksperter Brian Holm og Brian Nygaard.

Striden begyndte i starten af august, da Brian Nygaard i 'The Cycling Podcast' vurderede, at den dobbelte Tour de France-vinder Jonas Vingegaard er en sekundær figur i Pogacar-æraen.

Udtalelsen fik Brian Holm til at reagere i sin egen podcast 'Café Eddy', hvor han blandt andet kaldte Brian Nygaards kommentar for »respektløs« og »tæt på at være dumt.«

Siden har konflikten taget fart. 

Brian Nygaard har blandt andet svaret igen i en klumme i Weekendavisen med titlen 'Brian Holm og Monopolet', hvor han beskrev den tidligere cykelrytter som en »selvbestaltet dørmand«, og hvor han udfordrede forestillingen om, at kun tidligere cykelryttere kan tillade sig at kalde sig eksperter.

Debatten har også bredt sig til de sociale medier og landets medier, hvor begge parter har lavet opslag på X og udtalt sig i artikler til B.T. og Ekstra Bladet.

Lørdag morgen kulminerede uenighederne på åben skærm, da de to eksperter mødtes i TV 2-programmet 'Presselogen'. Her tørnede de sammen om det centrale spørgsmål: Hvem har egentlig ret til at kalde sig cykelekspert?

Her forklarede Brian Holm, at han mener, at Brian Nygaard har mindre viden om cykelsport, end en pølsemand har. Samtidig fastholdt den tidligere cykelrytter, at man ikke kan læse sig til den erfaring, som cykelryttere har.

»Vueltaen kører lige nu. Hvem kommenterer Vueltaen på TV 2? Det gør fire tidligere cykelryttere. Det er folk, der har brækket kravebenet og siddet i sadlen,« forklarede han i programmet.

Brian Holm uddyber yderligere, at han ikke har sagt, at man ikke kan kalde sig kommentator – men at man ikke kan være cykelekspert, hvis man ikke selv har været cykelrytter.

En kritik, som Brian Nygaard ikke kan genkende. Han forklarede i programmet, at han som kommentator er interesseret i den »menneskelige historie«, og at han ikke blander sig i taktik.

»Jeg blander mig ikke i, om Jonas Vingegaard eller Mads Pedersen skal sidde i højre eller venstre side af vejen, når de spurter. Jeg er interesseret i den menneskelige historie, og derfor tillader jeg mig også at (udtale mig som ekspert, red.),« fortalte Brian Nygaard.

Han fremhævede efterfølgende sin mangeårige erfaring med at dække cykelsporten og fortalte samtidig, at han ikke har holdninger til ting såsom, hvordan cykelryttere skal lyne jakken.

Noget, der ifølge den tidligere cykelrytter Brian Holm netop bekræfter hans kritik.

»Han har jo givet mig fuldstændig ret. Han er ikke ekspert, han er kommentator. Det var min pointe. Han ved ikke, hvad bremselængden er, og hvordan det er at køre ned ad i regnvejr. Det kan en ekspert,« sagde Brian Holm.

Til det forklarede Brian Nygaard, at han ikke mener, at det var det, hans første udtalelse om Jonas Vingegaard i 'The Cycling Podcast' omhandlede. Han mener derimod, at han kom med en faglig vurdering af den danske cykelrytters rangering.

Efter godt tyve minutters debat nåede de to parter dog ikke til enighed.