Tadej Pogacar gav ingen interviews, efter at han onsdag styrtede i finalen på Tourens 11. etape.

Men hans hold, UAE-Emirates, har sendt en lydfil ud til medierne, hvori den slovenske superstjerne siger følgende:

»Jeg er ret okay. Jeg er lidt forslået, men vi har været igennem værre. Det har været en hektisk dag fra start til mål, og til sidst havde jeg et lille styrt.« 

Jonas Vingegaard og de andre klassementsrivaler valgte efter styrtet at vente på Tadej Pogacar.

Så uheldet fik ingen tidsmæssige konsekvenser. Og det er Pogacar taknemmelig for.

»Tak til feltet i fronten, for at de ventede. Etapen var mere eller mindre forbi der, men de kunne have taget tid.« 

»Måske ikke så meget tid, men jeg ville skulle gå dybt for at hente det tilbage,« slutter Pogacar.