Den tidligere Tour de France-vinder Chris Froome er blevet opereret efter det alvorlige styrt, han tidligere på ugen var involveret i.
Af hans Instagram-profil fremgår det fredag ved middagstid:
»Indgrebet gik som planlagt, og Chris er i øjeblikket ved at komme sig på hospitalet under behandling af lægeteamet.«
Det blev samme sted bekræftet torsdag, at den britiske cykelrytter dagen forinden var blevet fløjet med helikopter til et hospital i den franske by Toulon, fordi han var styrtet under træning.
Her lød det, at Chris Froome havde fået en sammenklappet lunge, fem brækkede ribben samt et brud på en lændehvirvel.
Samtidig blev der informeret om, at han skulle opereres torsdag eftermiddag – og det er den situation, der nu er kommet en update på.
Fredag lyder det videre:
»Han er i godt humør og er taknemmelig for den fremragende lægehjælp, han har modtaget.«
Chris Froome har vundet verdens største etapeløb flere gange: Tour de France fire gange (i 2013, 2015, 2016 og 2017), Vuelta a Espana to gange (i 2011 og 2017) og Giro d'Italia en enkelt gang (i 2018).
Den 40-årige brite kører i dag for Israel-Premier Tech, men uden at være i nærheden af tidligere tiders niveau.