»Man presser citronen for meget nu. Jeg er bange for, at han brænder sit lys i begge ender.«

Ordene kom fra Jonas Vingegaards hustru, Trine, da hun under de første dage af årets Tour de France trak overskrifter verden over på grund af et interview med Politiken.

Her mente den danske cykelstjernes bedre halvdel nemlig, at Visma-Lease a Bike kører sin rød-hvide juvel alt for hårdt. Så meget, at han nu risikerer at brænde helt ud.

Og med netop den kommentar satte Trine Marie Vingegaard Hansen pludselig gang i debatten om, hvorvidt det overhovedet er muligt at være én af verdens allerbedste cykelryttere samtidig med, at man er en god familiefar.

Jonas Vingegaard og hustruen, Trine, samt datteren Frida under Touren i 2022.
Jonas Vingegaard og hustruen, Trine, samt datteren Frida under Touren i 2022. Foto: Tim De Waele/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

For hvis man vil vinde Tour de France, som Jonas Vingegaards erklærede målsætning er hvert eneste år, kræver det uhørt mange rejsedage væk fra familien.

Det kan B.T.s Tour de France-ekspert, Bjarne Riis, skrive under på.

»Som familie med en professionel cykelrytter kræver det bare noget exceptionelt. Det er ikke et 8-16-job. Det er ekstremt krævende, for det er en af de hårdeste sportsgrene, der er. Det kræver så mange ting, og man må gøre op med sin familie og blive enige om, om man er villig til at ofre det, der skal til. Rytteren må afsted, og så bliver familien nødt til at støtte op. Færdig arbejde,« lyder det fra Riis, inden han fortsætter: 

»Men det er også vigtigt at stifte familie. Det er fair og noget, der giver ro på. Man skal bare kende konsekvenserne og vide, hvad det kræver.«

Bjarne Riis er B.T.s Tour de France-ekspert.
Bjarne Riis er B.T.s Tour de France-ekspert. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Jonas Vingegaard har – i modsætning til adskillige andre cykelstjerner – valgt at bosætte sig langt væk fra noget, der bare minder om bjerge.

Danskeren og familien lever nemlig et stille liv i Glyngøre, og derfor skal den dobbelte Tour-vinder altid ud på lange rejser, når han eksempelvis skal på højdetræningslejr sydpå.

Og netop det med at bo i Danmark kan måske udefra virke en smule uoverskueligt, hvis man drømmer om at genvinde verdens største cykelløb.

»Jeg tror egentlig, at familien Vingegaard er dygtig til at indrette sig, men det bliver ikke nemmere med en større familie, og jo ældre børnene bliver. Det bliver aldrig nemmere, og det kræver en stærk kone, der kan stå for det meste. Det mener jeg virkelig,« påpeger Bjarne Riis og tilføjer:

Familien betyder alt for Jonas Vingegaard.
Familien betyder alt for Jonas Vingegaard. Foto: Marco Bertorello/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Hun skal også acceptere, at manden er træt, når han kommer hjem. Så er han ikke en almindelig familiefar, og det er tough, men det er bare sådan, det er. Det er man nødt til at vælge, og der skal være håndslag på det.«

Ifølge den tidligere Tour-vinder kræver det desuden, at begge parter i et forhold giver sig, når det er nødvendigt:

»Det er svært. Der skal sluges nogle kameler en gang imellem. Det skal der. For nogle gange kan konen ikke forstå, at nu har manden været væk, og nu er familien her, og så har han ikke energi til noget som helst. I'm sorry, men sådan er virkeligheden. Det er megasvært, og det er ikke alle, der kan acceptere det. Man er et team som sportsfamilie. Alle har et ansvar for, at det fungerer.«

B.T.s Tour-ekspert påpeger dog, at de fleste cykelryttere faktisk nogle gange har godt af lige at få et realitetstjek serveret af deres bedre halvdel.

»Når det er sagt, så har rytterne også indimellem godt af at få en lille reminder af konen – 'Hallo, er du tilstede?' De er jo vant til at blive vartet op i hoved og r*v under løb, og når de kommer hjem, skal de pludselig skifte ble og ordne gulve. Det var jeg ikke klar på dengang,« griner Bjarne Riis.

»Da jeg var holdejer, havde jeg en aftale med fruen om, at jeg fik fred den første dag, når jeg kom hjem fra et langt etapeløb. Der kunne jeg lige akklimatisere mig, så jeg fik 24 timer til at rulle ind på adressen. Men så var det også slut.«