B.T.s cykelekspert Bjarne Riis forstår hverken Jonas Vingegaard eller UCI - den internationale cykleunion. 

Da nyheden om Vingegaards VM-afbud ramte torsdag, var Riis da også klar i mælet, men han er stadig ikke kommet sig over modtagelsen af danskerens beslutning. 

For mens Vingegaard dropper mændenes VM i linjeløb i Rwanda 28. september, kører han i stedet EM i Frankrig 5. oktober.

Og det er helt uforståeligt, lyder det.

Foto: Benoit Tessier/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Tobias Hansen fra DR siger det meget godt. Han kalder det for en ’gevaldig lussing’. Han har jo helt ret, og det er rart, at der er en, der tør stå frem og sige det.«

»Det er en stor lussing til os alle sammen. Jeg synes altså, der er for mange medløbere og middelmådighed derude. Det er trist, at Jonas ikke er med og et eller andet sted uforståeligt. VM er et vigtigt løb, men hvor vigtigt er EM?,« lyder det fra Riis. 

Selv mener han, at Vingegaards 'vage' kommunikation i forhold til at køre VM måske burde have røbet den endelige beslutning, men han forstår ikke, hvad forskellen er på at køre VM eller EM en uge efter. 

»Det er oppe i hovedet, det foregår. Det handler om at have mindsettet til at forberede sig og være klar. For mig at se burde det da være nemmere at holde formen til VM, der ligger to uger efter Vueltaen, end at holde den en uge mere for at køre EM.«

Der er dog ét sted, han gerne vil give Vingegaard lidt opbakning. Og det er planlægningen fra UCI - den internationale cykelunions side. 

»I virkeligheden tror jeg, at man skal spørge, om skurken her ikke er UCI. Undskyld mig, men det er latterligt at lægge VM og EM med en uges mellemrum. Det er simpelthen dårlig planlægning, og jeg tror, at en stor del af fejlen ligger hos dem.«

»For det første er timingen med at lægge et VM i Rwanda – uanset hvor sympatisk og charmerende, tanken er – langtfra fantastisk. Og så planlægger man gudhjælpemig EM en uge senere. Det er helt godnat,« lyder det fra Riis. 

Vingegaard stiller dog til start som storfavorit i Vuelta a España, der starter lørdag. Det kan du følge med i løbende hos B.T.