Jonas Vingegaard fik en forrygende start på dette års Tour de France.
I sidevinden på første etape lykkedes det ham og hans Visma-Lease-a-Bike-mandskab at hægte - næsten - samtlige klassementsrivaler af.
Kun Tadej Pogacar hang på. Men ryttere som Remco Evenepoel, Primoz Roglic, Florian Lipowitz og Joao Almeida mistede 39 sekunder til danskeren.
Og den tidligere Tour-konge Lance Armstrong har roser til Vingegaard - og Pogacar.
»Jonas og Tadej må sidde i deres busser og tænke 'ok, det var en sejr',« siger Lance Armstrong i sin daglige Tour-podcast, The Move.
»De tænker, at det var en perfekt start for dem. Og det har de ret i.«
Søndag venter der Jonas Vingegaard & co en hidsig sag på anden etape af årets Tour de France. Det er en meget kuperet rute, og det er bestemt en mulighed, at det ender med et slag mellem klassementsfavoritterne.
Du kan selvfølgelig følge dramaet her på bt.dk.