Tadej Pogacar var aldrig for alvor i problemer på 14. etape i Tour de France, og han udbyggede da også sin føring til Jonas Vingegaard med seks sekunder i det samlede klassement.

Men det var alligevel overraskende at se, at Tadej Pogacar ikke selv åbnede ballet på Superbagnères-stigningen, særligt når UAE-holdet skruede op for tempoet på Col de Peyresourde – stigningen forinden.

Faktisk valgte UAE at sætte tempoet ned, og det overraskede Jonas Vingegaard, som du kan læse om HER.

Vingegaard angreb i stedet Tadej Pogacar på den sidste del af stigningen, og sloveneren kunne følge med – men ikke sætte et modangreb ind:

Tadej Pogacar havde ikke kræfterne til at køre kontra på Vingegaards angreb.
Tadej Pogacar havde ikke kræfterne til at køre kontra på Vingegaards angreb. Foto: Anne-Christine Poujoulat/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Jeg forventede, at han (Vingegaard, red.) ville angribe tidligere, men han angreb med omkring fire kilometer tilbage. Jeg svarede fint på det, men jeg havde ikke så meget at skyde med til at køre kontra på ham,« fortæller sloveneren til TNT Sports og fortæller om Vingegaards stigende niveau:

»Vi har kun kørt tre bjergetaper, og ud af de tre var han meget, meget stærk i dag. Han giver ikke op, og han vil fortsætte med at angribe, når vi rammer Alperne og Mont Ventoux. Det bliver en stor kamp i næste uge.«

På Tourens 12. etape gik Jonas Vingegaard helt ned og tabte mere end to minutter til Tadej Pogacar, og det kan du læse mere om HER.

14. etape blev den sidste bjergetape i Pyrenæerne, men allerede på tirsdag venter mægtige Mont Ventoux, hvor de to mestre igen kommer til at duellere.

Du kan følge med i alt fra Touren i vores liveblog her.