»Jonas Vingegaard har Vueltaen i sin hule hånd.«
Sådan lyder det fra B.T.s Vuelta-ekspert Bjarne Riis.
Den klokkeklare dom kan virke overraskende for nogen, eftersom den dobbelte Tour-vinder ikke fører løbet. Men det afspejler slet ikke styrkeforholdet ved årets sidste grand tour.
»Jonas kører, som en mester kun gør, når han har overblik og overskud. Han tænker:' Okay, ro på. Vi skal nok føre rigeligt i løbet, når jeg får trøjen igen.«
Jonas Vingegaard har selv ført løbet ad flere omgange. Men han og holdet har vurderet, at det bedst kunne betale sig at smide trøjen igen, så de undgår at bruge en masse krudt på at kontrollere løbet.
For den opgave følger med, når et mandskab har løbets nummer ét. Så har man i udgangspunktet ansvaret for eksempelvis at holde udbrud i kort snor på etaperne.
»Jonas udstråler, at han har styr på det, og at han ikke går i panik. Han udstråler, at han har et gear mere end andre,« påpeger Bjarne Riis.
Han bider også mærke i danskeren og Vismas kløgtige kørsel.
»Tit har folk fejlet ved at være så ivrige, at de har glemt at holde sammen på deres hold. Det er også godt at have sit hold omkring sig og vise, at de er stærke,« siger Bjarne Riis om det faktum, at Jonas Vingegaard eksempelvis ikke angreb op ad finalebjerget denne fredag.
»Holdet gror, når de sidder sammen længe på en etape. Man skal ikke splitte sit hold for enhver pris.«
Indtil videre har Vingegaard ikke sat de helt store angreb ind på sine Vuelta-konkurrenter.
Men det skal nok komme hen ad vejen, vurderer B.T.s Vuelta-ekspert. Og der er da også rigeligt med etaper at tage af, eftersom der mangler 14 af slagsen.
»Jeg tror, at Jonas kun kører fuld gas, hvis han kan vinde etapen. Det havde været noget andet, hvis vi var en uge tættere på slutningen, og han fortsat ikke havde trøjen.«
»Men lige nu er han i fuld kontrol. Fredag var han ikke i krise eller i problemer på noget som helst tidspunkt. Det er kun et spørgsmål om tid, før han siger: 'Nu vinder jeg Vueltaen, og det er nu, vi kører.'«
Du kan læse B.T.s dom fra fredagens etape, hvor en anden dansker særligt udmærkede sig, her.
B.T. liveblogger også fra Vuelta a España.