Hvis man vil vinde Tour de France, skal man kunne håndtere alt, der bliver kastet i hovedet på en.
Sådan lyder det fra B.T.s Tour de France-ekspert Bjarne Riis, der vurderer, at fredagens ruteændring kan ende som 'en fordel' for Jonas Vingegaards spinkle håb om at vælte Tadej Pogacar af Tour-tronen.
For den forkortede etape med et bjerg mindre end planlagt, bør ifølge Riis byde op til, at feltets angrebslystne lykkeriddere tør endnu mere end normalt.
»Jeg har savnet de helt korte etaper, der tit er sprælske og vilde, fordi folk tør noget mere. Måske det kan blive en fordel for Jonas, at han bliver tvunget til at skulle turde lidt mere,« siger Bjarne Riis.
»Jonas har intet valg,« tilføjer han med henvisning til, at kun et storstilet angreb kan knække Pogacar og slovenerens forspring på mere end fire minutter til den danske superstjerne.
B.T.s Tour-ekspert er dog ikke et sekund i tvivl om, at ruteændringen er 'ligegyldig' for Tadej Pogacar. Han vil vinde uanset hvad.
Og egentlig bør det heller ikke betyde noget for Vingegaard.
»Der er ingen grund til at finde på undskyldninger og sige, at det hele er til Pogis fordel. Han er den bedste, og i dag bliver formentlig en opvisning fra Mr. Pogacar,« fortsætter Bjarne Riis.
Den tidligere Tour-vinder kommer også med en opfordring til Jonas Vingegaard før årets sidste bjergslag.
»Spænd sikkerhedsselen, Jonas, og hæng på Pogacar så langt du kan.«
Bjarne Riis opfordrer Jonas Vingegaard til 'at dø med hatten på og snuden i sporet'. Det kan du læse mere om HER.
Og HER kan du følge dagens bjergetape i B.T.s liveblog.