Det blev en umulig opgave for Jonas Vingegaard og Visma-Lease a Bike til årets Tour de France.
For andet år i træk løb Tadej Pogacar med triumfen i verdens største cykelløb, bakket op af et monsterstærkt UAE-mandskab.
Med hvad skete der egentlig for Vingegaard og Visma?
B.T.s Tour de France-ekspert Bjarne Riis sætter her lidt ord på Visma-holdets præstation, og hvordan Vingegaards holdkammerater egentlig har gjort det.
»Det virker, som om Vismas forberedelser har slået fejl. Her mener jeg ikke Jonas,« lyder det.
»Jonas er en verdensklasse rytter, og jeg føler, han har forberedt sig rigtig godt. Går man i detaljer, kan man måske finde nogle små punkter for forbedring, men vi skal huske, han er oppe imod Pogacar – verdens absolut bedste cykelrytter.«
»Jeg mangler dog lidt mod og risikovillighed. Måske er det også selvtilliden, der halter lidt hos Vingegaard. Og så tror jeg, at han havde haft brug for bedre coaching fra sine sportsdirektører i bilen.«
MATTEO JORGENSON
»Matteo Jorgenson var fint med i første uge og virkede skarp, men gassen fes hurtigt ud af ham, da det blev seriøst.«
»Jeg tror, at der grundlæggende har manglet noget i hans forberedelse. Han var slet ikke klar til at være på niveau i bjergene, hvor han ellers tidligere har været stærk. Måske han brugte for mange kræfter i første uge af Touren, og det var – hvis I spørger mig – en taktisk fejl.«
WOUT VAN AERT
»Wout van Aert har været en skygge af sig selv igennem hele Touren. Han er en rytter, der normalt kan imponere med sin enorme styrke og power, men den så vi aldrig. Hans kørsel blev nærmest febrilsk og til tider pinlig.«
»Visma-ledelsen har begået en stor fejl ved at give ham frit lejde til at køre, som han vil. Det gør, at det kommer til at se egoistisk ud, og prioriteringerne for Jonas forsvinder. Det har altid været min kæphest, når vi taler klassement i Tour de France. Så er der ikke er plads til andre prioriteringer, som vi har været vidne til.«
»Igen er det dårlig ledelse, når man ikke tør sige fra over for Wout van Aert. Han var ikke til stede på de flade etaper i sidevinden, og lad mig lige spørge: Hvordan kan en rytter af hans kaliber misse cuttet i sidevinden på første etape? I bjergene var han slet ikke, som vi har set tidligere. Han virkede tung.«
TIESJ BENOOT
»Tiesj Benoot var aldrig den Tiesj Benoot, som vi er vant til. Vi så ham i glimt i den første uge og på Mont Ventoux-etapen. Men det var slet ikke, som vi kunne have forventet. For mig ligner det, at hans forberedelse har været forkert.«
EDOARDO AFFINI
»Edoardo Affini gjorde det, han skulle. Han har været stærk og solid. Italieneren har været super vigtig for Jonas, specielt i løbets første 10 dage.«
»Han dækkede rigtigt meget af og tog en del arbejde for de andre i den første halvdel af løbet.«
SEPP KUSS
»Sepp Kuss var en fejlcasting. Han er simpelthen ikke på niveau længere og totalt overvurderet. Han fik lov til at passe sig selv de første 10 dage, og alligevel var han ikke i stand til at køre sig i form eller finde bare lidt ben.«
»Det er meget skuffende, at han på intet tidspunkt har kunnet gøre en forskel. Jeg ved af gode grunde ikke, hvordan de forbereder sig. Men det kan vist ikke skjules, at der fejles big time her. Han er ikke i nærheden af at kunne kaldes for verdens bedste hjælperytter i bjergene.«
SIMON YATES
»Simon Yates brillerede på egen hånd, selvom han ikke selv mente, at han havde benene. Han har været jævnt god og leveret en ok solid indsats, dog uden at man kan sige, det var fremragende af en nylig Giro-vinder.«
»Udover Jonas, leverede han dog holdets bedste resultat med en flot etapesejr. Men set med Jonas' briller går man på kompromis med prioriteterne ved at lade ham køre både Giroen og Touren, fordi han var slidt, da han kom til Frankrig og skulle hjælpe Jonas. Det samme gælder i øvrigt Wout van Aert.«
»Omvendt er det også lidt svært at argumentere imod, da han vandt Giroen.«
VICTOR CAMPENAERTS
»Victor Campenerts var en fornøjelse at følge, og han blev kun bedre, som løbet skred frem. Han var den eneste fra Visma, der kunne holde til at køre sin egen chance indimellem og samtidig have kræfter tilovers for Jonas. Bravo!«
»Min vurdering er, at han er tæt på at være løbets bedste hjælperytter, sammen med Tim Wellens fra UAE.«
Husk, at B.T. følger Bjarne Riis hele dagen ved Tourens sidste etape i Paris, og du får masser af indhold i B.T.s liveblog og generelt på bt.dk.