Jonas Vingegaard leverede et lille mesterværk på søndagens Vuelta-etape, hvor han triumferede ganske overbevisende.
Men mens den rød-hvide cykelhelt viste høj klasse, snorksov de store konkurrenter fra UAE.
Olieholdets Vuelta-kaptajn, João Almeida, var slet ikke forberedt på det pludselige angreb fra Vingegaard og hans tropper i etapens afgørende fase.
Og derfor får de voldsom kritik af B.T.s Vuelta-ekspert Bjarne Riis.
»Det en kæmpe røvfuld til Almeida. Rent taktisk er det helt ude i skoven, at han ikke sidder på hjul af Jonas. Han kommer nede bagfra, det er under al kritik. Kæmpe, kæmpe fadæse af Almeida,« siger han og giver den portugisiske stjerne med grovfilen.
Uopmærksomheden blev dyr, og han endte med at tabe 30 sekunder til Jonas Vingegaard.
Danskeren forklarede efter etapen, at offensiven nærmest blev besluttet i samme sekund, som den blev (vel)udført – og det viser ifølge Bjarne Riis, at han var et helt andet sted end sine rivaler.
»Det er et spørgsmål om at være alert og klar. Det var han, og Jonas vælger at gøre det rigtige,« vurderer Bjarne Riis.
»Modsat Almeida, han er bare ikke klar og alert. Han sidder alt for langt tilbage, og så er han ikke med, når toget kører. Det er virkelig amatøragtigt. Ligeså amatøragtigt som, at Ayuso ikke er med i kampen.«
Efter etapen forklarede portugiseren, at han savnede opbakning fra sine holdkammerater, der var totalt fraværende i den afgørende fase.
UAE-holdet var nærmest ikke til at kende sammenlignet med Tour de France, hvor kollektivet var solidt, velsmurt og fasttømret omkring Tadej Pogacar.
»Forskellen på UAE og Visma i dag er, at Visma er klar, koncentreret og har fokus. UAE er sloppy og ukoncentreret,« mener Bjarne Riis.
»Det er faktisk ikke godt nok. Hvis man tænker over det, er det faktisk virkelig ringe. Så er man der ikke for at vinde Vueltaen.«
»Man kan godt være klar, have fokus og være motiveret, selvom Tadej Pogacar ikke er der. Men det er nok bare dårlig ledelse. Desværre.«
Mandag byder på en hviledag i Vueltaen. Til gengæld kan du (gen)læse B.T.s dom fra søndagens danske sejr her.