Et hav af favoritter blev fanget i Jonas Vingegaard og Vismas vanvittige sidevindsspil på første etape, hvor det blandt andet gik hårdt ud over Lidl-Treks sprinterstjerne Jonathan Milan.

Tilvalget af italieneren til Tour de France betød også i høj grad et fravalg af den danske stjerne Mads Pedersen, men efter lørdagens kørsel er Bjarne Riis langtfra imponeret.

»Jonathan Milan er en af dem, der havner i den bagerste gruppe. Det var dyrt og unødvendigt af Lidl-Trek,« lyder det fra B.T.s Tour de France-ekspert efter etapen, der blev vundet af Jasper Philipsen.

»Det er urutineret. Specielt af sådan et halv-klassikerhold som Lidl-Trek, der bør være vant til at operere i sidevind. Jeg synes ikke, at det er godt nok.«

Jonathan Milan var en af dagens største favoritter, men han dummede sig og endte langt efter vinderen, Jasper Philipsen.
Jonathan Milan var en af dagens største favoritter, men han dummede sig og endte langt efter vinderen, Jasper Philipsen. Foto: Marco Bertorello/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Bjarne Riis, der selv har været til Tour de France et hav af gange som rytter, sportsdirektør og holdejer er slet ikke i tvivl om, at samme skade ikke var sket, hvis holdet havde valgt at tage sin danske stjerne med til Frankrig.

»Havde Mads P. været der i stedet, var det dér ikke sket. Han havde siddet oppe på første vifte og sprintet derudaf i sidevinden,« vurderer Bjarne Riis.

Han mener dog ikke, at man allerede kan afgøre, om det har været en fejl at prioritere italieneren over Mads Pedersen på holdkortet til Tour de France.

»Det er for tidligt at sige noget om endnu,« siger han.

»Men der er ingen tvivl om, at jeg havde taget Mads P. med fra starten af.«

Du kan følge alt fra Tour de France i B.T.s store Tour-liveblog lige her.