Alt er, som det plejer at være. Og så alligevel ikke.
For søndag slutter 21. etape af Tour de France - som så mange gange før - på ikoniske Champs-Élysées i Paris. Men inden venter der noget nyt for cykelstjernerne. De skal nemlig op ad den stejle Montmartre-bakke hele tre gange.
Noget, der har fået den danske Tour-vinder Jonas Vingegaard til at kritisere arrangørernes ruteplanlægning.
Men den kritik giver B.T.s Tour de France-ekspert, Bjarne Riis, ikke meget for.
»Det er ikke rytterne, der laver ruten. De er lidt for godt vant til, at de bare kører op og ned ad Champs-Elysées, og det er det nemmeste,« lyder det fra Riis, inden han tilføjer:
»Men hvorfor skal det være det samme hver eneste gang? De har at deale med det, der er. Sådan er det. Hvis løbsarrangørerne synes, at de vil spice den sidste dag lidt op, så har de ret til det.«
Den tidligere Tour de France-vinder kan dog godt forstå, at det kan virke irriterende, at stigningen kommer på et tidspunkt, hvor alle er helt udmattede.
»På den anden side, kan jeg godt forstå, at rytterne er trætte. Men løbet varer tre uger, og der er 21 etaper. Sådan er det. Hvis rytterne er utilfredse, så må de jo køre Vueltaen eller Giroen næste år.«
Du kan følge den sidste etape af årets Tour i livebloggen LIGE HER.