3,7 millioner kroner.

Sådan lyder pengepræmien til vinderen af verdens største cykelløb, Tour de France.

Et stort beløb for os dødelige – men ikke hvis man sammenligner med andre sportsgrene.

Champions League-vinderen Paris Saint-Germain tjente eksempelvis 187 millioner kroner i bonus alene for at vinde finalen – mens vinderen af Wimbledon får knap 26 millioner kroner direkte ind på kontoen.

»Det er et latterligt issue. Tag Wimbledon, golfturneringer eller i fodboldverdenen, hvor de tjener så meget hver eneste uge.  Præmiepengene i Tour de France er håbløst latterlige. Især, når man ser på, hvor populært det er,« siger B.T.s Tour de France-ekspert, Bjarne Riis.

»Det er ikke kun i Tour de France, der er dårligt betalt, men også i alle andre løb.«

Riis erobrede selv den gule trøje i 1996 og holdt den hele vejen til Paris, hvor han stod øverst på podiet.

For 29 år siden var præmiepengene heller ikke noget at skrive hjem om, siger han. 

Bjarne Riis vandt Tour de France i 1996.
Bjarne Riis vandt Tour de France i 1996. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

»Dengang jeg kørte,  var det endnu værre. Vi fik i omegnen af 800.000 kroner hver, da jeg vandt Touren, og vi også vandt den grønne trøje, fik etapesejre. Man deler hele beløbet på holdet,« fortæller han.

Senere har Bjarne Riis også været til Tour de France som holdejer for CSC-Saxo Bank, hvor han opfordrede sine ryttere til at gå efter pengepræmierne.

For der er også økonomisk belønning i eksempelvis indlagte spurter, bjergpoint eller dage i nogle af løbets trøjer, mens en etapesejr selvsagt også udløser en pengepræmie.

»Som holdejer opfordrede jeg tit drengene til eksempelvis at køre en spurt, så de kørte lidt præmiepenge ind. Det var rart for dem at have lidt lommepenge til ferien med familien,« siger Bjarne Riis.

»Det er også et af incitamenterne for at køre på et stort hold, der kører efter sejre og resultater. Det giver flere præmiepenge til rytterne, hvilket jo også er en motivationsfaktor.«

B.T.s Tour de France-ekspert undrer sig derfor også over, hvor lidt interesse der er for nogle af de indlagte spurter på etaperne.

»Jeg forstår egentlig ikke, hvorfor rytterne ikke går mere efter indlagte spurter, når de for eksempel sidder i udbrud. Man kan ligeså godt tjene lidt lommepenge til holdet.«