Årets Vuelta a España har været præget af propalæstinensiske demonstrationer. På to etaper kom demonstranter på banen og forårsagede en tidlig afslutning på etaperne.
Ryttere er styrtet, udbrud er stoppet, og Israel-Premier Tech er blevet bremset af demonstranter under holdtidskørslen.
Nu meddeler en højtstående embedsmand fra rytternes fagforening (CPA), at flere ryttere har truet med at trække sig fra løbet, hvis flere demonstrationer forstyrrer løbet. Det skriver Reuters.
Forud for onsdagens etape stemte rytterne desuden om, hvad de skulle stille op, hvis løbet igen ville blive forstyrret af demonstranter. Resultatet blev, at etapen skulle neutraliseres frem for ændres, hvilket var tilfældet tirsdag.
Arrangørerne og de spanske myndigheder er da også opsatte på at gennemføre løbet som planlagt, og derfor bliver der massivt oprustet for at undgå forstyrrelser fra demonstranterne.
For det vil være synd at sige, at det er gået stille for sig under årets Vuelta a España:
På 15. etape gemte en demonstrant med et flag sig i krattet og forsøgte at løbe ud foran feltet. Han væltede, inden han nåede derud, men alligevel skabte det så meget kaos, at Movistars Javier Romo røg i asfalten.
Under tirsdagens 16. etape fik demonstranterne igen så stor indflydelse på løbet, at finalen aldrig blev kørt.
Med tre kilometer til mål var der så mange demonstrationer, at løbsarrangørerne igen var nødsaget til at ændre etapeafslutningen markant, som tilfældet også var på 11. etape i Bilbao. Målstregen lå i stedet med otte kilometer til mål, hvor vinderen blev kåret og tiderne stoppet.
Et billede delt på det sociale medie X tirsdag viser en mand ligge på tværs af vejen tre kilometer fra mål, mens politiet har travlt med at håndtere situationen.
Danske Jonas Gregaard er en af dem, der har mærket urolighederne på egen krop.
Det gjorde han tirsdag, da demonstranterne blandt andet fik forkortet etapen.
»Jeg fik kastet et eller andet væske i hovedet tidligere på etapen. Det kan være, at det var pis – det lugtede ikke særlig godt. Men generelt oplever jeg en virkelig aggressiv tilgang for nogle personer, man normalt ikke ser som cykelfans. Jeg synes, at det er ærgerligt, at de skal ødelægge det for dem, der gerne vil se cykelløb,« sagdehan ifølge TV 2 Sport.
Jonas Vingegaard har også reageret på det kaos, der udspillede sig ved Vueltaen.
»Det er en skam, at det er sket igen. Alle har ret til at demonstrere, men det er en skam, at det skal ske her, og på den måde at vi ikke kan færdiggøre etapen. Det burde ikke ske,« sagde Jonas Vingegaard i nogle citater, Visma-Lease a Bike har sendt ud.