Æv.
Jonas Vingegaard måtte igen nøjes med en andenplads – lige bag den evige rival, Tadej Pogacar – da Tour-feltet fredag skulle to gange op over Mur-de-Bretagne.
Og selvom danskeren egentlig kunne være godt tilfreds med, at han var den eneste, der kunne følge slovenerens berygtede slangehug i spurtfinalen, så var der også en lille ærgrelse i den danske stjerne efterfølgende.
»Normalt vil jeg sige, at jeg ikke har en chance i sådan en spurt, men jeg synes egentlig, at jeg kom tæt på. Jeg lavede en fejl til sidst.«
»Planen var at prøve at overraske ham lidt og ligesom lave et lille 'gap' – et lille hul – til ham og overraske ham,« siger han til TV 2.
Men det lykkedes som bekendt ikke. Pogacar overraskede i stedet Vingegaard. Og danskeren kom ind lige bag sin rival.
I den samlede stilling avancerer danskeren en enkelt placering og er nu på fjerdepladsen.