En indbringende dag.
Jonas Vingegaard smilede fra øre til øre, da han rullede i mål efter årets første Tour de France-etape, der endte med at blive en hektisk sag, hvor et blæsevejr fik stor indflydelse.
For ca. 15 kilometer fra målstregen trykkede Vingegaard og Visma-vennerne på speederen i sidevinden, og det kom bag på samtlige klassementsrivaler - pånær den største, Tadej Pogacar.
Jasper Philipsen tog etapesejren, men Vingegaard og Pogacar kunne også juble. De to rivaler kom i mål 39 sekunder før blandt andre Remco Evenepoel, Primoz Roglic, Florian Lipowitz og Joao Almeida.
»Det var en rigtig god dag. At tage tid på næsten samtlige rivaler var egentlig godt. Så det var en god dag for os,« sagde Vingegaard efter etapen til TV 2.
Og de 39 sekunder var ikke den eneste gevinst Glyngøre-rytteren tog med sig fra etapen. Undervejs vandt han en bjergspurt og de dertilhørende point til konkurrencen om den prikkede bjergtrøje.
Det var dog en meget lidt intens spurt - og Vingegaards sejr skal ikke ses som et forsøg på at blive Tourens bjergkonge.
»Jeg sad oppe foran. Og der var ikke nogen, der gad have pointene, og så tænkte jeg, at jeg lige så godt kunne tage dem.«
Du kan følge alt fra Tour de France i B.T.s store Tour-liveblog lige her.