Hvis du havde set frem til at spise burgere fredag aften, så kan det være en god idé at tjekke dine burgerboller.
For Northy A/S tilbagekalder burgerbollerne ved navnet 'American Style Burger Buns'.
Det skyldes, at der kan være skimmel i produktet.
Ifølge Fødevarestyrelsen bør man enten kassere produktet eller levere det tilbage i den butik, hvor man har købt det.
'American Style Burger Buns' sælges over hele landet i butikker som ABC Lavpris, Løvbjerg, Meny, Spar, Min Købmand, Bilka, Kvickly og SuperBrugsen. Produktet sælges også andre steder.
Der er tale om burgerboller med følgende bedst før-datoer: 24.09.2025, 02.10.2025, 16.10.2025, 20.10.2025, 22.10.2025, 31.10.2025 og 07.11.2025.