To dagligvaregiganter er havnet i et momsopgør. 

Det er Rema 1000 og dagligvarekoncernen Coop, som er uenige om, hvordan de kraftigt stigende priser på fødevarer skal bekæmpes.

Senest er det kommet frem, at salget af oksekød i forlængelse af de vilde prisstigninger i Danmark er steget med hele 91 procent i grænsebutikskæden Fleggaard.

Og over en bred kam er salget af dagligvarer fra 1. januar til 31. juli steget med 24 procent sammenlignet med samme periode sidste år.

Uenige om momsen
Jonas Schrøder, der er kommunikationschef hos Rema 1000, udtalte mandag til B.T., at momsen på alle fødevarer bør halveres, og på frugt og grønt bør den helt fjernes.

Coop vil ikke sige nej til en halvering på momsen på alle fødevarerne, men dagligvarekoncernen mener ikke, at det er den rigtige vej af gå til at starte med. 

»Politikerne skal jo altid starte et sted og vælge, hvad pengene skal bruges på, og der er vores klare opfordring, at man starter med at sænke momsen på frugt og grønt,« siger Jacob Lassen, der er senior kommunikationsrådgiver hos Coop, som driver SuperBrugsen, Kvickly og 365discount. 

»Det vil komme alle danskere til gavn, og det vil samtidig være godt for sundhed, klima og miljø samt for danske grøntsagsproducenter,« tilføjer han. 

'For snævert'
Det svar giver kommunikationschefen hos Rema 1000 ikke meget for.

»Det er for snævert kun at sænke momsen på frugt ogg grønt, da vi er oppe i mod konkurrence internt i Europa, hvor vi er eneste land uden differentieret moms,« siger han og tilføjer:

 »Foreksempel er fødevaremomsen kun syv procent i Tyskland, hvilket kun er med til yderligere at drive handel ud af Danmark og syd for grænsen.«

Kortlægning på vej
Men det kan meget vel være, at statsminister Mette Frederiksen kommer til at forholde sig til forslagene fra både Coop og Rema 1000. 

Fredag udtalte Mette Frederiksen nemlig, at regeringen skal kortlægge, hvorfor priserne er steget så meget i Danmark.

»Jeg har bedt vores økonomiske ministre om at få kortlagt: Hvad har med verden at gøre? Og hvad har specifikt med Danmark at gøre,« sagde statsministeren til Politiken. 

Foreløbigt er det dog den meget udskældte chokoladeafgift og kaffeafgift, der ser ud til at blive reduceret i den kommende finanslov. Læs mere HER