Det får smilet frem hos Dansk Erhverv, at alle tre regeringspartier i B.T. kommer med så benhård kritik af de såkaldte punktafgifter, at det ligner et begyndende opgør.

»Det er også det, vi hører, og vi er meget positive over for, at der blæser vind den vej,« siger Morten Langager, der er direktør for Politik, Analyse & Kommunikation i Dansk Erhverv.

»Men nu skal det hele jo lige falde på plads,« tilføjer han. 

Den seneste uge er det kommet frem i B.T., hvordan Peter Beier Chokolade og Frellsen på forskellig vis er ramt af den udskældte chokoladeafgift.

En afgift, der blev vedtaget for 102 år siden, og i dag ikke findes andre steder i Europa.

Helt præcist blev der sidste år betalt 2,5 milliarder kroner i chokoladeafgift til statskassen, viser tal fra Skatteministeriet.

Samtidig påpeger Michael Svarer, professor i økonomi ved Aarhus Universitet, at chokoladeafgiften kun udgør cirka to promille af statens samlede skatteindtægter, og man sagtens kan fjerne den, hvis der er politisk vilje.

Senest har bagermester John Jønsson fortalt, hvordan reglerne bag chokoladeafgiften er »tåbelige« og »gakgak«.

'Virvar af bøvl'
»Det er et virvar af bøvl med de her gakkede afgifter,« siger Morten Lanager og tilføjer:

»De har den hæmsko, at virksomhederne kommer til at bruge ufatteligt mange ressourcer på administration for at finde ud af, hvordan de overhovedet fungerer.«

Han vil derfor anbefale regeringen, at det ender med, at afgifterne fjernes helt, og pengene ikke bare skal komme på en anden måde.

»Det vil være en triple win ved, at der er færre administrative byrder hos virksomhederne, der vil være mindre bøvl i det offentlige ved, at man ikke skal bruge tid på at administrere de her afgiftsregler, og brugerne vil få billigere varer,« siger Morten Langager.

Men det er stadig 2,5 milliarder kroner, statskassen går glip af ved at fjerne i hvertfald chokoladeafgiften helt... 

»Ja, det betyder noget i forhold til statskassen, men der vil også blive sparet penge ved, at der er mindre administrativt bøvl i det offentlige,« siger han.