Det vælter ud med sparetip, da økonom og B.T.s fastfoodanmelder, Henrik Ørholst, gæster studiet i den seneste udgave af Spar Kassen. 

Men i sær ét tip har han ofte held med. 

»Jeg har lært af min gamle chef, at når man ser et prisskilt med et eller andet, så er det oplæg til forhandling. Skal jeg købe noget større, så forhandler jeg altid om prisen,« forklarer Henrik Ørholst: 

»Og der nytter det ikke, at du forhandler med en elev - du skal tale med en, der bestemmer. Og det går faktisk ofte bedre, end man tror. Man skal altid huske at spørge. Det værste, der kan ske, er, at du kan få et nej.«

Og Henrik Ørholst har et par nylige eksempler på, at hans forhandlinger er endt godt. 

»Jeg købte for eksempel to par briller, og når man er i en fremskreden alder som mig og har glidende overgang, så koster det kassen. Og der talte jeg faktisk med indehaveren af butikken og fik skåret 25 procent af prisen,« fortæller han: 

»En anden god besparelse var hos min tandlæge. Jeg er jo så nærig, at når jeg er i Tyskland, så kører jeg forbi Fleggaard, og der står et stort skilt om en tandlæge i Harrislee. Og det er altså billigt.« 

»Det gjorde jeg min egen tandlæge opmærksom på, og så faldt prisen. Den tandlæge dernede er altså uddannet i København. Nu ved jeg godt, at mine tandlæger bliver sure, når jeg nævner det her. Men det virkede.«

Hør alle Henrik Ørholsts' sparetip i den seneste udgave af Spar Kassen.

Lyt hos Apple Podcast, Spotify eller ved at klikke play herunder.