Ejeren af Ismageriet, Kim Simonsen, kommer nu med skarp kritik af den måde, der opkræves en særlig afgift på is.
»Vi er pålagt en afgift, som er umulig at administrere,« erkender han.
Kim Simonsen henviser til, at Danmark som det eneste land i verden har en særlig punktafgift på is. Afgiften på konsum-is er det præcise navn.
B.T. har gennem en række forskellige virksomheder lige fra bagermesteren John Jønsson til Frellsen med 38 butikker fortalt om de store problemer med at indberette chokoladeafgiften, der er en anden af punktafgifterne.
Og det er nu kommer frem, at regeringen i næste års finanslov vil reducere både chokoladeafgiften og kaffeafgiften.
Men der er ikke meldt noget ud om, at afgiften på is bliver en del af finansloven.
Passer ikke til nutiden
Og det ærgrer Kurt Simonsen sig rigtig meget over.
»Det er en gammel afgift på 1920'erne, der passer til, hvordan man på en fabrik planlægger en produktion, og den passer slet ikke til et moderne ismageri som vores,« siger han.
Ifølge reglerne skal virksomheder registrere og rapportere til Skat, hvor meget is, de producerer, og på den måde afgøres afgiften i kroner og øre.
Og det er meget svært at gøre for Ismageriet.
»Vi har 32 forskellige varianter af is, vi står og producerer på dagen, og det er meget forskelligt, hvor meget is af de forskellige varianter, der er brug for. Noget bliver brugt og andet smides ud, når dagen er omme,« siger Kim Simonsen og tilføjer:
»Det er derfor meget svært at give et retmæssigt billede af, hvor meget is, der skal betales afgift af.«
'Ikke muligt for os'
Ismageriet har derfor besluttet at indberette den producerede is på en anden måde, end Skat har bedt om.
»Vi gør det ikke, som Skat har meldt ud, at man skal. Det er ikke muligt for os,« siger han.
Ismageriets måde at indberette til Skat foregår sådan her:
»Vi vurderer, at den mest retfærdige måde at afregne denne forældede afgift på, er ved at betale ud fra det faktiske salg, vi har,« siger han.
Den fremgangemåde har fået Skat til at komme forbi på et besøg.
»Skat har været ude hos os, hvor de stillede spørgsmål til vores måde at gøre det på, da det ikke er den anvisning, de kommer med,« siger han.
Har I hørt fra Skat siden mødet for at få at vide, om jeres måde at registrere på er i orden?
»Vi har ikke hørt fra dem, at det skal gøres andeledes, så vi må da godtage, at det i orden,« siger han og tilføjer:
»Og jeg kan 100 procent stå inde for, at vi betaler den skat, vi skal, og jeg kan ikke forstå, at de ikke beder alle ismagere om at indberette, hvad de egentligt slår ind i kasseapperatet, der er blevet solgt.«
Skattedirektør: Klar med vejledning
B.T. har forelagt kritikken fra Kim Simonsen for Skattestyrelsen.
»Afgiften opgøres på baggrund af den mængde, virksomheden har fremstillet, foreksempel ved at opgøre det antal beholdere med is, der produceres, eller på anden vis opgøre volumen af isen,« skriver Skattestyrelsens juridiske direktør, Jakob Lundsager, i en mail,
»Vi står i Skattestyrelsen naturligvis klar med vejledning om, hvordan man i praksis skal opgøre afgiften, hvis en virksomhed henvender sig. Derudover kan jeg ikke udtale mig om den konkrete sag,« slutter han.
Til det har Kim Simonsen den her kommentar:
»Det bekræfter endnu engang, at det er rodet, og den afgift er en byrde, der burde afskaffes.«