Du har sikkert spærret øjnene op, når du har set på de vildt stigende kaffepriser i supermarkedet det seneste år.  

Men tager du over Øresundsbroen til det store, nyåbnede indkøbscenter Costco, er der mange penge at spare.

B.T. har 6. august besøgt Costco-indkøbscenteret i Malmø for at få en fornemmelse af, hvor meget man kan spare på en række varer.

De seneste dage blevet beskrevet, hvordan der er store prisforskel på hakket oksekød med op til 12 procents fedt sammenlignet med Bilka i Danmark.

Costco er en stor amerikansk varehusvirksomhed, der netop er åbnet i Malmø.
Costco er en stor amerikansk varehusvirksomhed, der netop er åbnet i Malmø. Foto: Amalie Juel Hansen
Vis mere

Og når det gælder kaffe er der også rigtig stor prisforskel. 

På dagen, hvor vi tjekkede priserne, kostede et 240 gram Gevalia instant kaffe gold 53 kroner i Costco, mens prisen var 100 kroner i Bilka To Go.

Det gav en kilopris for instant kaffe på 220 kroner i Costco, mens kiloprisen i Bilka To Go er 416 kroner.

Så det er altså en halvering i prisen. 

Bruno Christensen, der er detailekspert, mener, at det er en klar strategi, at Costco sørger for at sælge kaffeprodukter til en pris, der er langt under den typiske pris i et dansk supermarked.

»Der er ingen tvivl om, at det er en klar strategi fra Costco med sin beliggende i Malmø lige ved Øresundbroen at sørge for at henvende sig til så mange i området omkring København som muligt,« siger han.

Det skal med, at man køber et årligt abonnement på 300 kroner for at kunne købe de billigere varer som oksekød og altså også kaffe hos Costco. 

Det faktum mener Bruno Christensen i endnu højere grad understreger, hvor vigtigt det er for Costco at lokke danskerne over med lave priser for populære varer. 

Her ses Gevalia Instant i Costco i Malmø. 
Her ses Gevalia Instant i Costco i Malmø.  Foto: Amalie Juul Hansen
Vis mere

»Danskerne er kendt som et meget kaffeelskende folk, og det er selvfølgelig blevet bemærket, når man gerne vil have mange danskere til Costco i Malmø,« siger han.

Det er heller ikke sådan, det er så stor forskel på moms og afgifter i Sverige og Danmark, at det retfærdiggør hele prisforskellen.

I Danmark er der en afgift på 1,52 kroner per 100 gram kaffe, mens afgiften i Sverige er på 1,07 kroner per 100 gram kaffe.

Og når der ses på fødevaremomsen, så er den i Danmark på 25 procent, mens den for lige præcis fødevarer er 12 procent i Sverige. 

»Den langt billigere kaffe er for at lokke danskere over Sundet. Jeg tvivler på, at den her store prisforskel fortsætter,« siger Bruno Christensen. 

B.T. har spurgt Costco, om den store kæde har tænkt sig at køre fast med de priser, der i starten er meldt ud, eller det kommer til at svinge, men Costco er ikke vendt tilbage inden for deadline.