Adskillige Lidl-kunder har i måneder sat sig til tasterne i frustration over de nye scan selv-løsninger.
Hos Lidl-kæden siger de dog, at scan selv-løsningerne kun har højnet kædens kundetilfredshed.
»I nogle butikker benytter op mod 75 procent af kunderne scan-selv, og vi får mange positive tilbagemeldinger. Vi ser tydeligt, at kunderne tager godt imod løsningen,« lyder det i et skriftligt svar fra pressechef Thomas Sejersen.
Noget af balladen, der er opstået, er fordi kunderne oplever at være tvunget til at handle i scan-selv.
Det viser flere af de mere end 30 vrede beskeder, der handler om scan-selv og er sendt mod Lidl Danmark på anmeldelsessitet Trust Pilot og kædens sociale medier over de seneste tre måneder.
I perioden udgør de negative kommentarer om scan selv-kasserne 15 procent af alle kædens anmeldelser på vurderingssitet. Og det sker på trods af, at scan selv-løsningen kun er udrullet i 10 procent af deres butikker.
En af de anmeldelser, man finder på Trustpilot, kommer fra en person, der siger, at han er færdig med at handle hos kæden.
'Det er ærgerligt, for jeg har været en meget tilfreds kunde i Lidl i Odense M, men det er nok slut nu på grund af den påtvungne selvbetjening,' lyder det i opslaget.
B.T. har ligeledes tidligere talt med Susanne Hansen, som havde en dårlig oplevelse med scan selv hos kæden. Hun fik sågar – ifølge hende – at vide, at hun slet ikke kunne komme til de almindelige kasser, som du kan læse mere om her.
Det er noget, flere kunder på Trustpilot også giver udtryk for. At der ikke længere var betjening at hente i den almindelige kasse, efter scan selv-løsningen er blevet indført. Nogle steder bliver folk henvist til den selvhjulpne løsning, andre steder på grund af travlhed i scan selv-området.
Sådan lyder det i hvert fald blandt andet i truspilot-anmeldelserne, men hos Lidl genkender man ikke, at den almindelige kasse ikke er tilgængelig. Det er i hvert fald ikke det, man satser på, lyder det.
For da B.T. tager fat i Lidl for at høre, hvad de tænker om, at kunder oplever, at scan selv-kasserne er butikkens primære betalingsløsning, lyder svaret:
»Vi ser ikke scan-selv som 'den primære kasseløsning'. Scan-selv og bemandede kasser er placeret side om side på lige fod med hinanden umiddelbart inden butikkens udgang,« lyder det fra pressechefen, inden han uddyber om den utilfredshed, der har været:
»Scan-selv er ikke for alle. Derfor tilbyder vi også både bemandede kasser og scan-selv, så kunderne selv har mulighed for at vælge den mulighed de ønsker.«
Hvornår på dagen og i hvilke butikker kan man møde scan selv som den primære udtjekningsmulighed?
»Der er altid en medarbejder i kasseområdet, så kunden frit kan vælge mellem at komme til en betjent kasse eller scanne selv. Så der er altid mulighed for at komme til en betjent kasse for de kunder, der foretrækker personlig betjening,« svarer Thomas Sejersen skriftligt.
Da B.T. ringer og spørger, hvorfor en række kunder oplever det anderledes, referer han til de ovennævnte citater.