Maria Martynova, der ejer en lille chokoladebutik i Søndersø på Nordfyn, er hårdt ramt af den meget udskældte chokoladeafgift.  

Hun kommer med et konkret eksempel på, hvordan afgiften rammer hende. 

Det drejer sig om de flødeboller, hun selv står og laver i butikken. 

»En mellemstor flødebolle vejer cirka 25 gram og består af ni gram bund, syv gram skum og ni gram chokolade,« siger hun og tilføjer:

Her ses eksempel på en flødebolle, Maria Martynova står og laver i sin chokoladebutik. 
Her ses eksempel på en flødebolle, Maria Martynova står og laver i sin chokoladebutik.  Foto: Privat
Vis mere

»Alligevel skal jeg betale chokoladeafgift af hele vægten, selvom chokoladen knap er en tredjedel. Det er meget urimeligt,« siger hun. 

B.T. sætter i en serie fokus på chokoladeafgiften, der blev vedtaget for 102 år siden, og i dag ikke findes andre steder i Europa.

Helt præcist blev der sidste år betalt 2,5 milliarder kroner i chokoladeafgift til statskassen, viser tal fra Skatteministeriet.

»De samlede skatteindtægter er cirka 1.200 milliarder kroner om året, og det vil sige, at chokoladeafgiften udgør cirka to promille. Det er meget lidt,« sagde Michael Svarer, der er professor i økonomi på Aarhus Universitet, torsdag til B.T.

Steget vildt i pris
Samtidig er det et faktum, at prisen for chokolade er gået helt amok.

Fra april 2021 til juni i år er priserne for chokolade på hylderne steget med svimlende 52,4 procent, viser de seneste tal fra Danmarks Statistik.

Chokoladeafgiftens forvirrede regler betyder, at der må bruges meget tid på indberetningen.

Ejeren af Peter Beier Chokolade har fortalt B.T., hvordan en ansat må bruge hele sin arbejdstid på at håndtere chokoladeafgiften.

Og virksomheden Frellsen bruger mellem en og to arbejdsdage om måneden på at administrere chokoladeafgiften.

Senest har bagermesteren John Jønsson vist, hvordan man slet ikke kan se forskel på de snegle med glasur, der er pålagt chokoladeafgift eller ikke er pålagt nogen afgift.

For ham gælder det om at undgå, at der er mere end fem procent kakao i eksempelvis chokoladeglasuren til de snegle, han sælger i sin bager, da det så betyder, at der ikke skal betales chokoladeafgift. 

'Jeg er presset'
Men for Maria Martynova er det meget svært at lave flødeboller, hvor chokoladen kun fylder fem procent.

»Jeg synes, de her regler er meget hårde for en lille selvstændig erhvervsdrivende som mig,« siger hun.

Da priserne for chokolade samtidig er steget gevaldigt de sidste par år, kan hun virkeligt mærke, at hun er presset økonomisk.

»Det er sådan, at jeg må holde igen med at ansætte nye medarbejdere,« siger hun og fortsætter:

»Jeg bliver selv nødt til at arbejde fra tidlig morgen til sent om aftenen for at få det hele til at køre rundt. Jeg er presset af det her.«

Alle tre regeringspartier kommer med skarp kritik af punktafgifterne. Læs mere HER.