Da Bagedyst-vinder og influencer Tobias Hamann gæster podcasten Spar Kassen falder snakken blandt andet på tendenser i bagværk og dansk madkultur generelt. 

Og et af de emner, der fylder noget hos Tobias Hamann, er den stigende forekomst af lightprodukter.

»Jeg er ikke vild med det. Jeg er virkelig ikke vild med det. Jeg synes, det er en ærgerlig tendens, og jeg tror ikke, det er godt for vores kroppe. Vi lærer ikke at beherske os. Vi glemmer at mærke efter, om vi har fået for meget, for hvis der bare er nul kalorier i alting, så kan man bare spise,« siger Tobias Hamann:

»Man skal forholde sig til, hvad man indtager. Man skal blive tilfreds. Når jeg spiser noget sukkerfrit, har jeg ofte følelsen, at jeg lige så godt kan lade være med at spise det. Det smager ikke godt, og jeg kan mærke i min krop, at det hverken giver energi eller er tilfredsstillende.«

Der er flere faktorer i Tobias Hamanns manglende kærlighed til lightprodukter.  

»Vi mangler hele sanseligheden i det der. Hvis der bare er nul i alt, og du bare kan drikke så meget du vil? Jeg synes ikke, det er så pænt.«

Men formålet er vel, at folk skal blive sundere. Det er vel fint nok?

»Ja, men lige så snart de ikke får et sukkerfrit produkt, kan de jo ikke finde ud af det. Så folk lærer ikke, hvad de har brug for, og hvad de ikke har brug. Og den pejling tror jeg er vigtig at have for at komme sundt igennem livet.«

»Også at vide at motion er noget, du skal gøre, fordi du får det godt af det. I stedet for en pille eller sprøjte eller operation. Vi skal kunne forholde os til sukker og fedt og sport og alle de her ting i stedet for bare at blive afskrækket og bare gå til lightprodukter og kemi.«

»Og sukker har jo også en funktion i det søde køkken. Det kan gøre det crispy og sødt - du kan ikke tage det ud. Fjerner du sukker fra det søde køkken, så fjerner du noget meget vigtigt.«

Hør også om Tobias Hamanns hacks til bagværk, et par sparetip - og om hans karriere som tv-personlighed, influencer, om de mange reklamer, han har medvirket i og om hans syn på madkultur generelt. 

Lyt hos Apple Podcast, Spotify eller ved at klikke play herunder.