Restaurant Cofoco på Vesterbro i København har modtaget et bødeforlæg på 10.000 kroner og en sur smiley af Fødevarestyrelsen.
Det fremgår af den seneste kontrolrapport, som stammer fra Fødevarestyrelsen besøg i restauranten fredag den 2. juni.
Ifølge rapporten er årsagen til bøden på de 10.000 kroner og den sure smiley i håndteringen af fødevarer, at styrelsen i restaurantens køleskab i køkkenet fandt tre bøtter med cirka et kilo ferske kammuslinger, hvor temperaturen i to af dem var for høj.
Temperaturen i køleskabet blev med et lufttermometeret målt til 4,4 grader, men i selve de to bøtter blev temperaturen målt til henholdsvis 5,2 og 4,7 grader. Ferske kammuslinger skal i køleskabet opbevares ved cirka fire grader.
BT har talt med Jonas Maltha, der er direktør for Cofoco Restauranter, omkring den sure smiley.
'Vi er naturligvis ærgerlige over denne hændelse. Vi arbejder generelt hele tiden med at forbedre vores interne kvalitetsprocesser, herunder fødevaresikkerhed. Vi har altid værdsat vores gode samarbejde med Fødevarestyrelsen, og de har heldigvis allerede været forbi og kontrollere at alt igen er i orden. Vi er super glade for at have vores glade smiley tilbage,' lyder svaret i en e-mail fra direktøren.
Restaurant Cofoco er en del af Cofoco-kæden, som driver en lang række restauranter i hovedstaden, heriblandt Llama, Höst og Oyster Grill.