På tyve år er antallet af muslimer i Danmark mere end fordoblet. I 1990 var der 109.000 muslimer i Danmark, mens der i 2010 var 226.000. Det viser en ny undersøgelse, som i dag blev offentliggjort på Pew Forum on Religion & Public Life.
Undersøgelsen kortlægger antallet af muslimer i verden de seneste 20 år samt beregner, hvordan udviklingen kommer til at se ud de næste 20 år.
Ifølge undersøgelsen vil der i 2030 være 317.000 muslimer i Danmark - altså en tredobling siden 1990.
På globalt plan vokser antallet af muslimer i et mere moderat tempo end i Danmark. Her forventes fordoblingen siden 1990 først at være nået om tyve år i 2030.
Men mere interessant er, at hvor muslimerne i 1990 udgjorde omkring en femtedel af jordens befolkning vil den i 2030 udgøre en fjerdedel. Befolkningsvæksten blandt muslimer er altså markant højere end blandt den brede befolkning.
Det er befolkningsvæksten blandt muslimer i den vestlige verden, som er med til at skabe den bemærkelsesværdige stigning de seneste 20 år. I Ukraine, USA, Spanien og Polen var der eksempelvis en stigning på over 200 procent – altså en tredobling.
Eksplosiv stigning i Frankrig
Størst er udviklingen i Frankrig, hvor der har været en vækst i antallet af muslimer fra lidt over en halv million til næsten fem millioner. I 2030 forventes den muslimske del af befolkningen i Frankrig at udgøre over 10 procent. Der skriver CNN.Det land i verden, som har flest muslimer er i dag Indonesien med 205 millioner muslimer. I 2030 forventer forskerne dog, at Pakistan i stedet vil være det land, hvor der bor flest muslimer.
Flest muslimer i Sverige
I Norden er Sverige den store topscorer med en stigning i antallet af muslimer på over 200 procent, mens Norge ligger 166 procent. Begge lande ligger altså et godt stykke over Danmark.Colombia og Mongoliet skiller sig ud, ved at være nogle af de eneste lande, hvor der har været et decideret fald i den muslimske befolkning, fremgår det af et kort, som CNN har fået lavet.