Medicinalvirksomheden Novo Nordisk er sluppet af med et par mildest talt uheldige sager i USA.
Den danske virksomhed har måttet punge ud med hele 137 millioner kroner for at få to sager om ulovlig markedsføring lukket, inden de ville udvikle sig til langvarige retssager.
Stridens kerne drejer sig om blødermidlet Novoseven.
I følge anklagen skulle Novo Nordisk have promoveret og anbefalet produktet på områder, hvor det ikke var godkendt.
Blandt andet har man i det amerikanske forsvar brugt Novoseven, kaldet vidundermidlet Faktor VII, til behandling af hårdt sårede soldater i Irak og Afghanistan. Også selvom Novoseven ikke var godkendt til netop dette. Det er senere kommet frem, at to soldater behandlet med Novoseven er døde af blodpropper, skriver avisen The Baltimore Sun, der har dækket sagen siden 2006. De to dødsfald mistænkes for at hænge sammen med brugen af blødermidlet.
Selvom medicinalgiganten Novo Nordisk i denne sag nu har indgået et forlig på ca. 129 millioner med det amerikanske justitsministerium og to privatpersoner, nægter den danske virksomhed at have foretaget sig noget forkert.
De mener ikke, at selskabet promoverer eller anbefaler lægemidlet til behandling udenfor godkendelse.
- Forliget er udelukkende indgået for at undgå distraktion og et langvarigt juridisk slagsmål, lyder det fra Jim Shehan, advokat og leder af den juridiske funktion i Novo Nordisk Inc., der er Novo Nordisks amerikanske datterselskab.
Han bakkes op af adm. Direktør hos Novo Nordisk, Lars Rebien Sørensen.
- Vi mener ikke, at vi har gjort noget forkert. I Novoseven-sagen er det lægerne, der har brugt lægemidlet, uden at det er godkendt til formålet. Det er ikke noget, vi har promoveret. Men for os har valgmuligheden været et forlig eller en langvarig retssag, som koster 10-15 millioner om året. Samtidig er det ingen hemmelighed, at den amerikanske stat er vores allerstørste kunde, siger Lars Rebien Sørensen til Berlingske.
De to advokatfirmaer og privatpersonen der har rejst sagen tilbage i oktober 2008, er dog ikke helt enige.
- Selvskabet (Novo Nordisk) gjorde alt, hvad det kunne for at udvide brugen af lægemidlet. Det værste af det er, at beviserne viser, at det ikke reddede liv, og at det rent faktisk førte til dødsfald. I dette tilfælde satte selskabet indtjening over liv, skriver advokaten Lauren Jacobsen fra advokatfirmaet Waters & Kraus i en pressemeddelelse.
Samtidig med denne sag meddelte Novo Nordisk forleden, at de også har indgået forlig i en anden sag, der stammer fra 2005. Her anklages Novo Nordisk for at have foretaget betalinger til apotekerkæden Rite Aid, der til gengæld skulle anbefale den danske virksomheds diabetes-medicin Novolin.
Novo Nordisk beskyldes for at have brugt fortrolige patientoplysninger til markedsføringsformål, for på den måde at lokke patienter væk fra konkurrerende virksomheders medicin.
Også i denne sag har Novo Nordisk nægtet at have foretaget sig noget ulovligt.
Forliget endte på ca. 8 millioner kroner.