32 danske soldaters juleaften med familie hænger i en tynd tråd. De sidder fast i en støvsky i Camp Bastion i Afghanistan.

De danske soldater skulle have fløjet med et britisk Herkules transportfly til Kabul, hvor de torsdag morgen skulle have gået ombord i forsvarets chartrede passagerfly med kurs mod Danmark. Men en støvsky over det sydlige Afghanistan har reduceret sigtbarheden til under 1.000 meter, og så vil piloterne ikke lette, oplyser DANILOG, der står for forsvarets forsyninger og personeltransport mellem Danmark og Afghanistan.

- Stemningen er ikke i top dernede, fortæller DANILOGs presseofficer, kaptajn Niels S. Brandt.

Han tør ikke sætte odds på chancen for, at soldaterne når hjem inden lørdag aften. Men efter fem timers forgæves venten på de 32 strandede soldater lettede forsvarets chartrede fly fra Danish Air Transport ved middagstid fra Kabul med godt 80 danske soldater ombord. Derfor leder forsvaret efter muligheder for at finde et britisk eller et andet fly fra Kabul, som har plads, hvis det lykkes danskerne at komme fra Camp Bastion i Helmand-provinsen til Kabul.

De 32 ventende danskere er dels soldater, der skulle hjem på juleorlov, dels mekanikere og et lægehold, der skulle afslutte udstationeringen i Helmand. Ifølge DMIs oplysninger til DANILOG er der imidlertid ikke udsigt til, at støvskyen letter lige foreløbig. "Så vidt jeg har forstået det, er der ikke tale om en sandstorm, for det stormer ikke. Der er tale om en frontpassage, som medbringer støvskyen fra Iran," forklarer presseofficeren.

Forsvaret har tidligere haft problemer med at fragte soldater hjem i forbindelse med højtider. I april 2010 tilbragte et flyfuld soldater påsken i Kabul i stedet for med familierne, fordi forsvaret manglede en overflyvningstilladelse fra Usbekistan.