Glem indian summer. Brostenene bliver våde under landevejscyklisternes VM.

Havde du håber på en indian summer på falderebet af september, kommer den ikke i næste uge. Sol og sensommer er pakket væk til fordel for vaske ægte september-vejr.

- Der er ikke rigtigt noget stabilisering med sensommer og længerevarende sol og varme. Det bliver ikke nogen dage, hvor det holder helt tørt, der kommer enten byger eller regn. Der er større tendens længere tørre perioder i de østlige egne end i de vestlige, siger vagthavende meteorolog hos DMI, Olaf Mathiassen.

Det våde vejr kan komme til at påvirke det, der er blevet kaldt den største sportsbegivenhed nogensinde på dansk grund. VM i landevejscykling finder sted i København og Nordsjællands gader fra i morgen.

- Det er svært allerede nu at time det med hensyn til konkurrencerne, men både ryttere og tilskuer vil i hvert fald nogle af dagene blive udsat for, at der kommer noget vådt fra oven og noget vind, der til tider vil genere rytterne lidt. Men man må formode, at cykelrytter på det plan kan lidt af hvert og har været ude for et, der er værre, siger Olaf Mathiassen.

Selvom det bliver vådt og en smule blæsende, kommer der ikke kæmpestore nedbørsmængder, og temperaturen holder sig i den lune ende i forhold til årstiden.

- Temperaturmæssigt en får vi godt og vel 15 grader til 17-18 grader i dagtimerne, som er normalt for sidste del af september. Så vi får omskifteligt efterårsagtigt vejr, som dog er lidt til den lune side, siger Olaf Mathiassen.