Siden sin brors død har Anders Lund Madsen oplevet en hverdag, der på ingen måde minder om den, han kendte før.
Det fortalte han søndag aften fra scenen ved arrangementet ‘Når verden forandrer sig’, hvor han for første gang talte åbent om tabet af sin storbror Peter Lund Madsen.
»Peter var meget stor. Mange er blevet kede af det,« sagde han.
I alle årene var de to brødre uadskillelige og lavede alt fra teaterforestillinger som ’Mr. Nice Guy’ og ’Enden er nær’ til radio, bøger og tv – ofte side om side.
Men den 10. august 2025 ændrede alt sig. På en cykeltur mellem Havnsø og København fik Peter et ildebefindende og faldt om. Forbipasserende forsøgte forgæves at redde ham, men da han nåede Rigshospitalet, var han allerede død.
Sorgen har ikke kun sat sig i familien. Den følger nu Anders Lund Madsen overalt.
»Hver dag jeg handler, så står folk og græder. Bryder ud i gråd. Dét er virkelig underligt, men også rørende.«
For Anders har det været stærkt – og til tider uvirkeligt – at opleve, hvordan fremmede mennesker bliver grebet af sorgen.
»Han var en mand, der påvirker mange,« sagde han og tilføjede:
»I går stod jeg for eksempel i Lyngby Storcenter, hvor en dame også begyndte at græde, fordi hun har en søn med adhd og føler, at de har mistet et talerør.«
Peter Lund Madsen blev kendt som hele Danmarks hjerneekspert – ofte kaldt Hjerne-Madsen – da han i 1998 gjorde hjernens mysterier til folkeeje på tv og sidenhen i radioprogrammet ’Hjernekassen’.
Han blev 65 år og efterlader sig hustruen Rinette Lund Madsen samt parrets to voksne sønner.
Ifølge Anders Lund Madsen fik han den »perfekte død«. Læs mere HER.