»Det er da klart, at når toget ligesom er kørt, så vil man da være en kold skid, hvis ikke man tænker 'nå, det var det'.«
Sådan lyder det fra komikeren Anders Matthesen, da pressen møder ham på den røde løber til Ternet Ninja 3, der er den sidste film i trilogien.
Men selvom eventyret nu er slut for den danske komikers filmunivers, er han glad for det, han har skabt i løbet af de sidste ti år.
»Alle ungerne, der uopfordret sender mig idéer til en 4'er – dem har jeg fået flere af,« siger han og fortsætter:
»Det sætter da en streg under, hvad det er, vi har skabt på de ti år. Det er jeg ikke kold over for. Det har været kæmpestort for mig,« fortæller en rørt Anders Matthesen.
Han fortæller samtidig, at projektet er 'stukket fuldstændigt af', da planen oprindeligt var 'bare' at lave noget sjovt.
Den danske komiker er også særligt begejstret for det vægmaleri, der er blevet malet af den ternede ninja på J.M. Thieles Vej 12 på Frederiksberg. Vægmaleriet er malet af kunstneren Timmi Mensah.
Du kan høre Anders Matthesen fortælle om vægmaleriet i videoen herunder:
»Jeg er vild med det. Maleren Timmi er her i dag. Jeg har været ovre og give ham en ordentlig krammer. Det er for sindssygt,« siger han og fortsætter:
»Det er vildt – for jeg kan næsten ikke gå igen, når jeg kigger på det.«
Komikeren sammenligner endda vægmaleriet med et naturfænomen, da han finder det så dragende.
Da B.T. lagde vejen forbi vægmaleriet, var der lagt flere blomsterbuketter og lys foran kunstværket.
Det tyder altså på, at Anders Matthesens filmunivers har rørt flere danske fans.
Alligevel er komikeren afklaret med, at det er slut.
»Det kunne være fristende at sige 'jamen, så gør vi det' – men det er det rigtige. Det er jeg sikker på,« fortæller han til slut til B.T.